Nordjyde skal overtage tre lokale restauranter: - Det er jo en ret vild proces
Jonas Safai skal på kort tid overtage tre nordjyske Sunset Boulevard restauranter

Nordjyske Jonas Safai skal stå i spidsen for tre Sunset Boulevard restauranter i Nordjylland. Foto: Sunset Boulevard
NORDJYLLAND:34-årige Jonas Safai fra Langholt overtager tre nordjyske Sunset Boulevard restauranter. Der er tale om restauranterne i Nørresundby, Hjørring og Frederikshavn.
Det oplyser Sunset Boulevard i en pressemeddelelse, hvor de også peger på, at det sker som et led i en strategi om at sætte flere restauranter på lokale hænder.
- Som ny franchisetager i kæden kommer Jonas Safai til at skulle drive hele tre restauranter inden for ganske få måneder. Den første restaurant overtager han 1. maj, skriver de.
Restauranten i Nørresundby overtager han 1. maj, restauranten i Hjørring 1. juli og restauranten i Frederikshavn 1. august.
- Det er jo en ret vild proces. Der er rigtigt meget at holde styr på lige nu – og det bliver en stor opgave at drive og vækste hele tre restauranter, som i forvejen klarer sig godt, oplyser Jonas Safai i pressemeddelelsen.
- Men jeg står med tre restauranter og teams, der kan noget særligt på hver sin måde, og som kan lære meget af hinanden, og jeg glæder mig virkelig meget til at blive ansvarlig for restauranterne.
Sunset Boulevard oplyser, at alle tre restauranter har fået en god start på 2023 efter et rekordår i 2022.
- Den nye restaurant i Nørresundby, der åbnede 1. december 2022, har fået en start over forventning, mens restauranterne i Hjørring og Frederikshavn siden januar 2023 har vækstet omsætningen med henholdsvis 32 pct. og 49 pct. set i forhold til samme periode sidste år, skriver de.
Jonas Safai er tidligere Business Manager Commercial hos Fjord Line A/S i Hirtshals.
Jonas Safai er opvokset i Nørresundby og bor i dag i Langholt sammen med sin hustru og søn på to år. Han er 34 år og er oprindeligt uddannet kok.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.