Nordjyder viser stor interesse for at få overskudsvacciner - få bliver prikket
Antallet af interesserede er fordoblet efter mediernes omtale af muligheden for at skrive sig på en liste
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:41
NORDJYLLAND: I sidste uge begyndte Region Nordjylland at tilbyde borgere, der bor tæt på et vaccinested, at de kunne tilmelde sig en liste og blive tilkaldt, hvis der var vacciner i overskud efter dagens vaccineringer.
Nu viser tal fra Region Nordjylland, at der har været stor interesse for at komme på listen og få det eftertragtede stik.
Borgerne skal hver dag tilmelde sig, og det har et stigende antal benyttet sig af.
I weekenden og frem til mediernes omtale af muligheden i onsdags havde mellem 5000 og 5500 skrevet sig på listen lørdag, søndag, mandag og tirsdag. Onsdag og torsdag har cirka 11.650 og 11.000 meldt sig som interesserede og derfor skrevet sig på listen.
13. marts 5.000
14. marts 5.000
15. marts 5.500
16. marts 5.500
17. marts 11.650
18. marts 11.000
Kilde: Region Nordjylland
Der er dog langt fra at melde sig som interesseret, og til man faktisk bliver stukket med en restvaccine.
Region Nordjylland oplyser, at der torsdag, hvor der blev vaccineret i Aars og Aalborg, var 21 personer på listen, der blev kontaktet med henblik på tilbud om at få en restvaccine.
- Vores data fra tidligere på ugen er ikke opgjort på helt samme vis, og er derfor forbundet med lidt mere usikkerhed. Vi anslår dog, at der de øvrige dage har været et sammenligneligt antal personer, der er blevet kontaktet med henblik at få en restvaccine, oplyser Region Nordjylland i en mail til NORDJYSKE.
Du finder listen med vaccinesteder og muligheden for at skrive dig på listen her.
Du kan tilmelde dig dagens liste inden kl. 13.30 (dvs. i tidsrummet fra midnat og frem til kl. 13.30)
Alle tilmeldinger bliver slettet når dagen er omme. Dvs. du skal tilmelde dig hver dag, så længe du ønsker at stå på listen.
Du må IKKE have fået 1. stik endnu.
Region Nordjylland ringer til borgere efter følgende prioritering:
- Har du modtaget en invitation til vaccination? Så bliver du prioriteret først
- Alder - ældste prioriteres først
I de fleste tilfælde vil regionen ringe sent på eftermiddagen eller først på aftenen.
Du skal kunne være ved vaccinationsstedet inden for 30 minutter fra telefonopkaldet.
Vær opmærksom på, at det drejer sig om få overskudsvacciner om dagen. Der er til gengæld rigtig mange tilmeldt listen, så det vil kun være en lille del af de tilmeldte, der bliver ringet op.
Kilde: Region Nordjylland
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.