Nordjyderne er i top, når feriepengene skal udbetales
En økonom opfordrer til at bruge pengene fornuftigt, og "fornuftigt" kan sagtens være på restaurant, ferie eller andre oplevelser i Danmark
Opdateret 17. maj 2022 kl. 08:41
NORDJYLLAND: Onsdag blev det muligt for danskerne at få udbetalt de indefrosne feriepenge. Og det vil større andel af nordjyderne sandsynligvis fortrække, når vi bliver sammenlignet med de øvrige dele af landet.
I hvert fald viser en opgørelse fra udbetalingen tilbage i oktober sidste år, hvor man kunne få udbetalt feriepenge for tre uger, at 78 procent af nordjyderne, der havde feriepenge tilgode, valgte at få pengene udbetalt.
Til sammenligning var det 73 procent af folk i Region Hovedstaden, der valgte at få pengene i hånden.
Nordjyderne er dog dem, der får færrest penge udbetalt pr borger - hele 1500 kroner mindre end borgerne i Region Hovedstad, hvilket sandsynligvis kan tilskrives, at lønniveauet er højere i københavnsområdet.
Gode ide for de fleste
At en lidt højere andel af nordjyderne vælger at få udbetalt feriepengene end i resten af landet, mener økonom og direktør i rådgivningsfirmaet uvildig.dk, Hans Peter Christensen, er så lille en forskel, at man ikke kan pege på en egentlig årsag.
- Det er en lille forskel og måske tilfældigt, at det lige er sådan, siger han.
Han mener dog, at for de fleste vil være en god idé at få pengene udbetalt.
- Man skal selvfølgelig overveje, om man har brug for pengene nu, eller om man hellere vil bruge dem som en ekstra pension, siger han.
- Og så skal man bruge pengene fornuftigt, tilføjer han og uddyber, at "fornuftigt" i denne sammenhæng godt kan være at gå på restaurant, tage på hotelophold og holde ferie i Danmark.
- Hvis man ikke har dyr gæld, som man kan indfri, så er det fornuftigt at bruge feriepengene på netop ferie og oplevelser i Danmark. Det er fornuftigt at vise samfundssind over for de virksomheder, der har været tvunget til at holde lukket og har haft det svært, siger Hans Peter Christensen.
Holde øje med skattegrænse
Hans Peter Christensen. har dog en lille advarsel til dem, der regner med at komme til at tjene i omegnen af 544.800 kroner - som er grænsen for at betale topskat i år.
- Hvis man krydser topskattegrænsen, skal man betale topskat på 15 procent i forhold til, hvis man venter til pension og ens indkomst måske falder under den grænse. I det tilfælde vil der være en ekstra grund til at overveje, om man har brug for feriepengene netop nu, siger han.
Samlet har de danske lønmodtagere stadig 56,4 milliarder kroner stående oven på ændringen i ferieloven.
Pengene kan bestilles fra onsdag og frem til 31. maj.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.
