Her sker der flest indbrud i Nordjylland
Vi får færre og færre indbrud i Nordjylland. Men der er stor forskel på, hvilken kommune, man bor i
Opdateret kl. 17:01
Det er sjældent sjovt at få ubudne gæster på besøg.
I hvert fald ikke i form af indbrudstyve.
Men skal man på ferie her i påsken og efterlader et tomt hus tilbage i Nordjylland, behøver man ikke at være helt så nervøs som andre steder.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik og Bo trygt, som fremgår af en pressemeddelelse.
Mindre chance
Ifølge Bo trygt ligger landsgennemsnittet på 62 indbrud pr. 100.000 indbyggere her i starten af 2025.
I Nordjylland er gennemsnittet dog noget lavere. Her er gennemsnittet 36 indbrud pr. 100.000 indbyggere.
Men der er stor forskel på antallet af indbrud alt efter, hvor i Nordjylland man kigger hen.
Lasse Kragh, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi, fortæller, at man har kunnet mærke hos Nordjyllands Politi, at der sker færre indbrud i private hjem i Nordjylland.
Han kan ikke svare præcist på, hvorfor det går bedre i Nordjylland end landsgennemsnittet. Alligevel har han dog et par bud på, hvorfor antallet af indbrud er faldet.
Indsats hjælper
Blandt andet har politiet samarbejdet med kommunerne om, hvordan man kan hjælpe borgere med at undgå de ubudne gæster - blandt andet via nabohjælp.
- Nabohjælp er fællesskaber i nabolag, hvor man samarbejder for at forhindre indbrud og øge trygheden.
- Det er Det Kriminalpræventive Råd og Trygfonden, der står bag Nabohjælp.
- Nabohjælp foregår i dag via en app, hvor man kan se andre, der er med i Nabohjælp, finde feriehjælpere, der hjælper, når man er ude at rejse og sende advarsler om indbrud i nabolaget.
- En af principperne bag Nabohjælp er, at man får et fællesskab naboerne imellem - og derfor kommer til at kende hinanden. På den måde kan man også hjælpe hinanden både før og efter et indbrud.
- Der kan også være borgere, der er blevet bedre til at sikre deres hjem. Det er også noget, vi har arbejdet med. Både hvis man har haft indbrud, men også som forebyggelse.
Han påpeger dog også, at der er en vis tilfældighed i tallene. Både fordi antallet af indbrud i nogle kommuner er små, eller hvis omrejsende kriminelle flytter rundt.
Selvom antallet af indbrud er faldet, kan man ikke bare læne sig tilbage, siger Lasse Kragh.
- Det er stadigvæk vigtigt at være opmærksom på at sikre sit hjem, og at man følger de gode råd til at forebygge indbrud. Og så det gode naboskab. Det er en af nøglerne til det her.
Klip din hæk
Men hvad er så de gode råd, hvis man eksempelvis skal rejse i påskeferien eller tager på tur?
Der har Lasse Kragh overordnet fem gode råd.
Et af de vigtigste råd er at blive nabohjælper, så man kan hjælpe hinanden med at holde øje med indbrudstyvene.
Og så er det en god ide at få det til at ligne, at man er hjemme.
- Få det til at se ud til at man er hjemme, når man ikke er det. Tænd lys udenfor, og vær god til at klippe hækken, så indbrudstyvene ikke kan stå i ro og fred, hvis de bryder ind i et hus, siger han.
Det er også vigtigt at tjekke om døre og vinduer er sikrede mod indbrud.
Hvis man ser et indbrud, skal man selvfølgelig ringe 114, siger Lasse Kragh.
Støt ikke tyvene
Men han har også et sidste råd, man måske ikke havde tænkt over.
Handler man brugt på nettet, skal man kun bruge sikre betalingsmetoder, hvor man bekræfter sin identitet, fortæller han. Eksempelvis Mobilepay.
For ellers kan man komme til at købe hælervarer.
- Hvis ikke der var nogen, der købte tyvekoster, så var der formentlig ikke nogen indbrud. Så det skal man også være opmærksom på, når man køber brugte varer, fortæller Lasse Kragh.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.