Nordjyderne vælger mindre biler

Nordjydernes foretrukne biler i marts skilte sig markant ud fra det samlede bilsalg på landsplan

 <i>Grafik: Jette Klokkerholm</i>

Grafik: Jette Klokkerholm

BILSALG:I marts skilte bilsalget i Nordjylland sig markant ud fra det samlede salg på landsplan. For hvor det var Tesla Y, der som bekendt er en ren elbil, der lagde sig i toppen for hele landet, så var det Toyota Yaris, der tog førstepladsen i Nordjylland, skarpt forfulgt af Hyundai i10. På landsplan gik andenpladsen til Nissan Qashqai.

Så nordjyderne valgte markant mindre biler end landet som sådan, og Tesla Y kom først ind på tredjepladsen heroppe.

Ellers var salget i det hele taget ikke så stort i marts, og det er den globale mangel på snart sagt alting, der bruges i bilindustrien, der har skylden for det.

I forvejen har mangel på semikonduktorer, kaldet computerchips, sat bilindustrien under pres. Det problem er yderligere forstærket af krigen i Ukraine. Ikke alene bliver en stor del af ledningsnet til biler produceret i dette område. Det gælder også en gasart som ozon, der er vigtig del af produktionen af netop computer-chips.

I tørre tal blev der i marts leveret godt 14.600 nye biler, hvilket er 38 pct. mindre end samme måned i fjor. Når vi ser på hele kvartalet, kom der nummerplader på 34.200 biler, hvilket er cirka en femtedel mindre end samme periode i fjor.

Tesla i højt tempo

Mads Rørvig, administrerende direktør for De Danske Bilimportører, ser umiddelbart ikke nogen udsigt til, at situationen løser sig op, mens det uvist, hvad foråret byder på.

- Vi er desværre kommet dårligt fra start i 2022, hvilket skyldes manglen på delkomponenter i bilindustrien. Efterspørgslen blandt kunderne er dog stadig intakt, og der er stor interesse for at anskaffe sig en ny bil, siger han.
- Vi går samtidig nogle usikre måneder i møde grundet krigen i Ukraine samt dens betydning for dansk økonomi, lyder det fra Mads Rørvig.

De producenter, som kan levere, sætter deres præg på bilsalget. Det gælder i høj grad Tesla, der ikke alene er kommet godt med, hvad angår Model Y, den kan også leveres, og elbilen blev med 525 eksemplarer den mest solgte bil i marts foran den forholdsvis nye Nissan Qashqai på andenpladsen med 420 biler og Hyundai i10 som nummer tre med 375 biler. Tesla Model 3 kom også i toppen med 223 biler på listens 14. plads.

Netop Model Y er interessant, da der netop er startet en produktion af denne på den nye Tesla fabrik i Berlin. De modeller, som foreløbig er leveret i Danmark, kommer fra Kina. I første omgang er det den helt nye Model Y Performance, som skal produceres i Berlin.

Men den vil sætte sit præg på salgstallene for april, da den første model Y Performance er leveret herhjemme og flere følger. Tesla har dog tradition for at levere mange biler op mod kvartalsafslutninger. Det er også en af årsagerne til, at mærket er godt med i marts.

Disse elbiler er i top

I årets tredje måned tegnede de opladelige biler sig for mere end en tredjedel af salget, fordelt med halvdelen på rene elbiler og den anden halvdel på plug-in hybrider. Det svarer i grove træk til måneden før. Her trækker især Ford Kuga og Peugeot 3008 i plug-in-versionerne op.
Som altid er tallene for indregistreringer et øjebliksbillede af, hvem der kan levere biler lige nu. Således er en gammel kending som Nissan Qashqai tilbage i toppen, mens også de høje Mazda CX-30 og CX-5 optræder på listen.

Et kig på salget i første kvartal viser et mere klassisk billede med Citroën C3 i front efterfulgt af Peugeot 208 og Toyota Yaris. På elbilsfronten lå Tesla Model Y også i front i første kvartal, efterfulgt af Audi Q4 e-tron og Kia EV6 i top tre. Den forholdsvis nye VW ID.4., som kom godt fra start i fjor, kæmper derimod med lange leveringstider, og er kun solgt i 152 eksemplarer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden