Nordjylland klemmer mest ud af vaccinerne
Region Nordjylland er landets bedste til at omsætte det tildelte antal vaccinedoser - til gavn for flere end forventet

Det er lykkedes Region Nordjylland at klemme hver eneste dråbe vaccine ud af de doser, der er blevet leveret. Så godt og vel endda. Det er således lykkedes at vaccinere 570 personer flere end det antal, de leverede doser var tiltænkt. Foto: Bo Lehm Bo Lehm
NORDJYLLAND:12 dage efter, at Danmark indledte arbejdet med at få vaccineret sin befolkning mod covid-19, er der grund til at kippe med flaget for indsatsen.
Ikke blot i Danmark som sådan - men særligt i Nordjylland.
Friske tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser nemlig, at der er mest fart over feltet med vaccinationerne i Region Nordjylland.
Siden 27. december er der leveret 10.725 doser vaccine fra Pfizer/BioNTech til nordjyderne, og de er alle havnet i armen på en nordjyde - så godt og vel endda.
Det er nemlig lykkedes folkene i vaccinationsarbejder at presse mere ud af de enkelte hætteglas, som på forhånd var beregnet til at rumme fem doser.
Det viser sig nemlig, at det er lykkedes at give 11.295 personer den første af de to dosis vaccine, der er nødvendig, før man er færdigvaccineret. Det svarer til en udnyttelsesprocent på 105.
Ifølge SSI havde Danmark torsdag i alt modtaget 93.000 doser vacciner - og det er lykkedes at vaccinere 82.544 personer. Onsdag er indtil videre den dag, hvor flest danskere fik det første stik - nemlig 16.390.
Relativt er Danmark det land i Europa, som er kommet bedst fra start med at få vaccineret sin befolkning.
De aktuelle vaccinationstal for de øvrige fire danske regioner ser sådan ud:
Region Hovedstaden: 29.250 doser leveret - 27.708 personer vaccineret (95 pct.)
Region Midtjylland: 20.475 doser leveret - 17.786 personer vaccineret (87 pct.)
Region Syddanmark: 19.500 doser leveret - 15.316 personer vaccineret (79 pct.)
Region Sjælland - 13.650 doser leveret - 10.439 personer vaccineret (76 pct.)
Få overblik over coronasituationen i Nordjylland her:
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.