Nordjysk biskop: Konfirmationerne bør udsættes

Biskoppen anbefaler kirkerne i Nordjylland at udskyde årets konfirmationer, men det er op til hver enkel kirke at tage beslutningen

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier <i>Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier</i>

Arkivfoto: Nicolas Cho Meier Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

NORDJYLLAND:Udskyd konfirmationerne og tag en beslutning snarest. Sådan lyder anbefalingen til de nordjyske præster fra biskoppen i Aalborg Stift, Henning Toft Bro.

- Min anbefaling er, at man venter til efter sommerferien, for at vi ikke skal komme i en situation, hvor vi måske skal flytte det to gange, siger biskoppen til NORDJYSKE.

Selvom biskoppen er den øverste kirkelige myndighed i det meste af Nordjylland, så har han ikke bemyndigelse til at beslutte, at samtlige nordjyske konfirmationer skal udsættes.

– Det er vigtigt at understrege, at det her er en lokal beslutning mellem menighedsråd og præst. Det er ikke noget en biskop kan diktere, og gudsketakoglov for det. Nej, jeg synes beslutningen skal tages lokalt, og det har jeg det rigtig godt med, fortæller han.

Anbefalingen om at flytte konfirmationerne til august eller september blev sendt til præsterne i fredags. Det skete, efter biskoppen har holdt en række møder med nordjyske provster og præster.

- Det har betydet, jeg bliver nødt til at forholde mig til det. For jeg kan mærke, det er et spørgsmål, der presser sig rigtig meget på med konfirmationerne her til foråret. Det er begrundelsen for, jeg er gået ind i det.

Biskoppen fortæller, at han endnu ikke ved, hvorvidt kirkerne vil følge hans anbefaling, men at omkring halvdelen af provsterne har tilkendegivet, de regner med, konfirmationerne flyttes.

Budolfi Kirke, der konfirmerer eleverne fra Klostermarkskolen, er en af de kirker, der allerede har valgt at udskyde deres konfirmationer til august. Arkivfoto: Henrik Bo <i>Foto: Henrik Bo</i>

Budolfi Kirke, der konfirmerer eleverne fra Klostermarkskolen, er en af de kirker, der allerede har valgt at udskyde deres konfirmationer til august. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo

Op til sognene

Herfra er det op til præsterne og menighedsrådene at træffe den endelige beslutning – dels hvorvidt - men ikke mindst hvornår konfirmationerne så skal afholdes.

I Hjørring fortæller sognepræst i Sct. Catharinæ kirke, Thomas Reinholdt Rasmussen, der også er provst, at præsterne mødes i denne uge for at finde en løsning.

- Vi har et møde her i ugen, hvor vi træffer en beslutning, og den får alle klasserne at vide på samme tid. Så der er ikke nogen af dem, der skal være nervøse for, at andre får det at vide først, fortæller han med henvisning til, at en ny dato vil betyde mange ombookninger af kroer, restauranter og forsamlingshuse.

- Herinde i byen, hvor vi har 400 konfirmander, er vi nødt til at melde det ud koordineret af hensyn til, at alle skal have lige ret.

Ifølge Thomas Reinholdt Rasmussen kan forældrene i Hjørring regne med at få vished om, hvorvidt konfirmationerne flyttes i denne uge – men ikke nødvendigvis datoerne. Netop fordi det skal meldes ud koordineret.

I Aalborg tror domprovsten, Jacob Køhn Andersen, dog ikke, der kommer nogen koordineret kommunikation om nye konfirmationsdatoer. Flere kirker i Aalborg har allerede meldt ud, at konfirmationerne udskydes – heriblandt Budolfi Kirke.

- Biskoppen anbefaler, at man udskyder, og det tror jeg man kommer til at gøre de fleste steder, fortæller han.

Alle konfirmanderne i Hjørring får en eventuel ny konfirmationsdato at vide på samme tid, fortæller sognepræst og provst Thomas Reinholdt Rasmussen. Arkivfoto: Bente Poder

Alle konfirmanderne i Hjørring får en eventuel ny konfirmationsdato at vide på samme tid, fortæller sognepræst og provst Thomas Reinholdt Rasmussen. Arkivfoto: Bente Poder

Ikke for tidligt

Weekenden omkring Storebededag, hvor der ofte er mange konfirmationer, ligger i år 30. april til 2. maj. Selvom det som bekendt er svært at spå, især om fremtiden under corona-pandemien, så mener biskoppen ikke, det er for tidligt at melde nye datoer ud til konfirmanderne og deres forældre.

- Sidste år var vi også ude at forslå en udskydelse, og der var vi for sent ude. Nu er der så nogle, der spørger, om vi er for tidligt ude – og så spørger jeg; hvornår er det rigtige tidspunkt? Jeg aner det ikke, men det er en vurdering, jeg tager sammen med provsterne, og det er derfor den er landet, som den er, forklarer biskoppen.

- Hvis det bliver meldt ud i sognene i næste uge, så har familierne en mulighed for at sadle om og få bestilt steder, man kan holde sin fest.

Biskoppen håber, at vacciner og andre restriktioner giver bedre mulighed for at fejre konfirmanderne efter sommerferien.

- Drømmen og håbet er jo, at vi nu kan blive vaccineret, og familierne kan holde nogle gode fester efter sommerferien, som de selvfølgelige skal holde for deres konfirmander. Der må de forhåbentlig være flere sammen, end man må lige for tiden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.