Nordjysk lægestuderende på rejse i Italien: - Det hele er blevet værre
Situationen i Italien ser fortsat ud til at være ude af kontrol. Nana Brandborg fra Aalborg har været i Firenze i over en uge, og torsdag mærkede hun forværringen
Opdateret 16. marts 2020 kl. 09:54
FIRENZE, ITALIEN: Det er svært at følge med i den hurtige udvikling af Covid-19. Det oplever Italien i disse dage, som er det land uden for Kina med flest antal virus-smittede. Fredag morgen var antal smittede oppe på 15.113 og 1016 dødstilfælde i landet.
Den voldsomme udvikling er noget, som lægestuderende Nana Brandborg tydeligt kan mærke. I sommer blev hun færdig med 8. semester på medicinuddannelsen, og hun har nu taget orlov for at tage på sprogskole i Firenze.
- Indtil i onsdags var restauranterne i Firenze åbne, men torsdag har det hele ændret sig. Alt er lukket ned, fortæller hun over telefon.
De italienske myndigheder har meddelt, at alle butikker skal lukke, på nær fødevarebutikker og apoteker. Den italienske premierminister, Giuseppe Conte, har sagt, at det indebærer, at barer, restauranter, frisører og ikke-essentielle firmaafdelinger også skal lukkes. Det skriver BBC.
Nana Brandborg bevæger sig derfor kun ud for døren, når det er yderst essentielt.
- Jeg har været kort udenfor torsdag, fordi jeg skulle handle. Der var kø ude foran supermarkedet, og jeg fik at vide, at jeg skulle vente udenfor, siger hun og fortsætter:
- Jeg bor lige ved siden af supermarkedet, og de meget få mennesker jeg har set gå ind og handle i dag, har haft masker på. Det er noget, folk her i Firenze lige er begyndt på, men det bør man kun, hvis man selv er sygdomsramt, eller af helbredsmæssige årsager er udsat.
Italien har udstedt forbud mod ikke-essentiel udgang. I de virus-berørte regioner, skal folket udfylde og medbringe et dokument, hvis de skal befærde sig uden døre. Heri skal ærindet indgå, og hvorfor det er nødvendigt at begå sig udenfor huset.
- Jeg har ikke oplevet at skulle vise et dokument endnu. Men italieneren, jeg bor ved, har fortalt, at jeg skal have et bestemt ærinde for at gå ud fra huset, siger Nana Brandborg.
Regionen Toscana, Hvor Firenze ligger, er ikke så hårdt ramt af smitten som det nordlige Italien. Alligevel har det fået Nana til at tage markante forholdsregler.
- Siden torsdag har jeg holdt mig indenfor. Jeg går kun ud, hvis jeg skal have mad. Alt er jo også lukket, der er intet at se, og politiet kan stoppe en og spørge, hvor man skal hen.
Nana skulle i mandags have startet på sprogtimer i italiensk, men af gode grunde blev det aflyst. Hun taler i stedet for med sin italienske vært og øver sig på sproget online.
- Ærligt vil jeg hellere være fanget hernede, end i min lejlighed derhjemme. Her kan jeg lære lidt italiensk, siger hun.
Hun opholder sig i landet de næste fem måneder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.