Nordjysk transportfirma bliver dobbelt så stort efter opkøb af konkurrent

Efter fusionen får transportfirmaet over 100 lastbiler og 150 trailere

Foto: Hans Jensen Transport

Foto: Hans Jensen Transport

HOBRO:Transportvirksomheden Hans Jensen Transport i Sønder Onsild syd for Hobro har lavet en aftale om at overtage J. Chr. Koldkur Transport i Karup

Med opkøbet fordobler Hans Jensen Transport sin flåde af biler, der indtil nu har været på 55 tank- og silobiler og godt 70 trailere. Virksomheden er specialiseret i silo- og tanktransport inden for pharma, fødevarer, industri og landbrug.

De to familieejede transportvirksomheder har indgået aftalen om en fusion med virkning fra 15. september. Så er antallet af lastbiler op på mere 100 og 150 trailere.

- Vi kommer til at drage stor nytte af de synergier, der naturligt vil opstå ved så stor en fusion, når vi går i gang med at realisere vores fremtidige vækstplaner. Sammen kan vi blandt andet tilbyde vores kunder en markant større kapacitet kombineret med en bredere pallette af ydelser og ikke mindst en højere fleksibilitet i vores leverancer, siger direktør for Hans Jensen Transport, Lars Jensen, i en pressemeddelelse om overtagelsen.

Hos J. Chr. Koldkur Transport, glæder man sig også over fusionen.

- Vi ser Hans Jensen Transport som det perfekte match for os i forbindelse med et planlagt generationsskifte. Som en samlet koncern står vi godt rustet til det fremtidige marked og den vækst, vi forventer at gå i møde, siger direktør Jørn Koldkur i pressemeddelelsen.

Forbliver to virksomheder

På trods af fusionen lever både Hans Jensen Transport og J. Chr. Koldkur Transport videre med deres nuværende navne. Begge virksomheder forbliver også på deres nuværende lokationer i Sønder Onsild og Karup.

Familien Jensen og familien Koldkur fortsætter ligeledes deres daglige gang i de to virksomheder under Hans Jensens Transports holdingselskab.

- Vi har begge en mangeårig historie og nogle stolte traditioner at føre videre. De to virksomheder har i generationer været drevet af stolte lastvognsfamilier, og der er således et stærkt fundament at bygge videre på, siger Lars Jensen.

Transportfirmaet i Sønder Onsild blev grundlagt i 1929 og har siden 1947 været ejet af familien Jensen.

Udover silo- og tanktransport med lastbil tilbyder virksomheden tankrensning samt opbevaringsfaciliteter på det 14.000 kvadratmeter store tanklager i Randers.

De to virksomheder oplyser ikke, hvad Hans Jensen Transport har betalt for at overtage J. Chr. Koldkur Transport.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.