Nordjysk børs-komet overgår alle forventninger i første regnskab

Efter en vækst på over 70 procent er forventningerne mere afdæmpet til det kommende år

Jens Krohn (til venstre) grundlagde Scandinavian Medical Solutions for tre år siden. I dag er virksomheden på børsen og kommer med voksende million-overskud. Foto: Scandinavian Medical Solutions

Jens Krohn (til venstre) grundlagde Scandinavian Medical Solutions for tre år siden. I dag er virksomheden på børsen og kommer med voksende million-overskud. Foto: Scandinavian Medical Solutions

NORDJYLLAND:For godt en måned siden ringede børsklokken for Aalborg-virksomheden Scandinavian Medical Solutions, da virksomhedens aktier blev optaget i handlen på minibørsen Nasdaq First North Growth Market Denmark, der ofte benyttes af vækst-virksomheder.

Torsdag kommer virksomheden så med den første nyhed, som investorerne har ventet på; det første årsregnskab efter børsnoteringen.

Det viser, at man godt kan have et stabilt overskud, selvom virksomheden først blev grundlagt for tre år siden.

Overskuddet i regnskabsåret, der blev afsluttet 30. september, lyder således på 8,2 millioner kroner efter skat. Det er 82 procent bedre end i det forrige årsregnskab, hvor der stod 4,5 millioner kroner på bundlinjen.

Omsætningen er steget med mere end 70 procent til 71,6 millioner kroner.

- Jeg er stolt af det resultat, som vi har leveret i år. Både omsætning og bundlinje overstiger vores oprindelige forventninger til regnskabsåret, og jeg er stolt af det, vi har opnået, udtaler stifter og direktør Jens Krohn, i en regnskabsmeddelelse, der er sendt til børsen.

- Årsregnskabet er et bevis på, at vi har en solid forretning, og med tilliden fra vores investorer har vi fået midlerne til at skalere op med nyt forretningsben og levere på en ambitiøs vækstplan i et voksende globalt marked, udtaler han.

Sælger brugt udstyr

Scandinavian Medical Solutions - SMS - sælger brugt udstyr til røntgen og hospitalsscanninger.

På nordeuropæiske hospitaler prioriterer man hurtighed, og derfor udskifter man ofte fuldt funktionelle scannere, der blot er en smule langsommere end den nyeste model.

De brugte scannere opkøber SMS og sælger dem til lande, hvor hospitalsvæsnet ikke har mulighed for at købe de nyeste modeller.

De 30 millioner kroner, som SMS fik ind ved børsnoteringen, vil virksomheden bruge på at udvide forretningen - herunder få flere ansatte og opbygge en større lagerbeholdning. Herudover vil man udvide forretningen til også at udleje røntgen og hospitalsscannere.

Der var både konfetti og champagne, da Scandinavian Medical Solutions gik på børsen 3. november. Foto: Claus Søndberg

Der var både konfetti og champagne, da Scandinavian Medical Solutions gik på børsen 3. november. Foto: Claus Søndberg

Dæmper på væksten

Selvom der har været fuld fart på væksten de første tre år, forventer SMS ikke, at det fortsætter i det igangværende regnskabsår.

Således er forventningerne til væksten sat til 20 procent, så omsætningen forventes at blive på mellem 80 og 85 millioner kroner og en tilsvarende stigning i overskuddet.

De afdæmpede forventninger til væksten skyldes uklarheder om omfanget af den globale økonomiske stabilitet i forbindelse med corona-pandemien.

I 2021/22 vil der - ifølge selskabet - være fokus på at udbygge og udvikle samarbejdet med eksisterende samarbejdspartnere og tiltrække nye kunder for at styrke markedsposition.

Nasdaq First North Growth Market Denmark, hvor SMS blev børsnoteret 3. november, er en del af det tidligere Københavns Fondsbørs, og bliver ofte benyttet af mindre vækst-virksomheder, der på den måde bliver introduceret til børsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.