Nordjysk VM-kok hyldet: - Gastronomisk verdenshistorie
Pandekager og pæne ord til hyldestfest på rådhus

En stolt Elisabeth Madsen (th.) blev fredag middag hyldet på Københavns Rådhus sammen med resten af det hold, der mandag vandt det uofficielle VM for kokke, Bocuse d'Or. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
NORDJYLLAND/KØBENHAVN:Guldtrofæ, rådhuspandekager - og flotte ord fra både minister, overborgmester og holdleder.
Fredag blev den 22-årige nordjyske kok Elisabeth Madsen fra Svinkløv Badehotel i dén grad hyldet sammen med resten af vinderholdet til det uofficielle VM for kokke, Bocuse d'Or.
Det blev det også i mandags, da de blev kåret som kokke-verdensmestre i Lyon, og den sejr blev ligeledes markeret ved arrangementet fredag middag på Københavns Rådhus.
- I er vigtige
- Der blev skrevet gastronomisk verdenshistorie i mandags, fastslog Mette Jasper Gammicchia, formand for det danske Bocuse d'Or-akademi.
- En dejlig, skøn holdpræstation. I er vigtige, fordi I bidrager til talentudviklingen, tilføjede hun.

Elisabeth Madsen, en af guldvinderne ved VM for kokke, blev fredag middag fejret på Københavns Rådhus. Hun og resten af holdet blev hyldet af blandt andre fødevareminister Jacob Jensen (i baggrunden). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Den nytiltrådte fødevareminister Jacob Jensen (V) konstaterede i sin hyldesttale til VM-vinderne, at dansk gastronomi de seneste år er stormet frem.
Han noterede sig, at tidligere vindere i håndbold, fodbold og Tour de France også er blevet hyldet på Københavns Rådhus.
- Og i dag er det jeres tur, sagde han - henvendt til blandt andre Elisabeth Madsen.
Kæmpe holdindsats
Lederen af VM-kokkeholdet, Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro, understregede i sin takketale, at sejren kom i hus takket være en kæmpe holdindsats. Han fremhævede sit succesrige samarbejde med Elisabeth Madsen.

Vindetrofæet fra Bocuse d'Or i franske Lyon, det uofficielle VM for kokke. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
På bordet i rådhuset stod ikke kun vindertrofæet, men også masser af de berømte rådhuspandekager.
- Det er med en vis ærefrygt, at vi byder på dem, bemærkede Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). Vel vidende at VM-kokkeholdet stiller høje krav - nok også til pandekager.
Overborgmesteren fastslog at VM-vinderkokkene har leveret en kæmpe, enestående præstation med guldsejren:
- I cementerer Danmarks placering i den gastronomiske top.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.