NORDJYSKE må sige farvel til 29 medarbejdere

Det nordjyske mediehus er midt i en omstilling, der skal give plads til millioninvestering i ny udvikling

- Vi vil sørge for, at vi har et økonomisk bæredygtigt mediehus i Nordjylland i mange år frem. Det er jo essensen af, hvorfor vi gør det her, siger Morten Vinther Jensen, administrerende direktør for NORDJYSKE Medier. Arkivfoto: Torben Hansen

- Vi vil sørge for, at vi har et økonomisk bæredygtigt mediehus i Nordjylland i mange år frem. Det er jo essensen af, hvorfor vi gør det her, siger Morten Vinther Jensen, administrerende direktør for NORDJYSKE Medier. Arkivfoto: Torben Hansen

NORDJYLLAND:NORDJYSKE Medier har tirsdag taget et nødvendigt skridt i den plan, der skal omstille mediehuset til fremtiden.

I december blev det meldt ud, at der i løbet af 2020 skal skæres cirka 40 millioner kroner af de årlige udgifter i mediehuset. Og det fik tirsdag den konsekvens, at 29 medarbejdere - som en del af den overordnede spareplan - har fået besked på, at der ikke længere er et job til dem.

Afskedigelserne omfatter stillinger i både administration, redaktion og kommercielle afdelinger.

- Det er bestemt ikke rart. Det her handler jo om fremtiden for mennesker, hvoraf mange har været her i adskillige år - og loyalt har tjent virksomheden. Derfor skal man jo også gøre det ordentligt og transparent i forhold til, hvad der er grundlaget for det her, siger den administrerende direktør for NORDJYSKE Medier, Morten Vinther Jensen.

- Der er jo nogle strukturelle udfordringer i mediebranchen om ændret kundeadfærd, øget digitalisering og så videre. Det har vi taget bestik af, og vi har lavet nogle økonomiske beregninger på det, som skal til at sikre en langsigtet bæredygtig medievirksomhed med base i Nordjylland. Og så har vi måttet sige, at hvis vi også skal have penge til rejsen videre - og vi vil også have råd til at investere i virksomheden - er der også nogle steder, hvor vi skal refokusere og lave nogle fravalg. Og det er det, vi gør her. Begrundet i vores økonomiske forhold medfører det desværre nogle afskedigelser.

- Hvad vil det betyde for kvaliteten af de produkter, NORDJYSKE Medier laver?

- Vi foretager hele tiden en vurdering af de produkter, vi laver - og det indebærer selvfølgelig også en prioritering. Men vi sparer på de steder, som vi mener, er de mindst forretningskritiske. Og vi står stadigvæk på mål for, at vi kan lave kritisk, uafhængig journalistik af høj kvalitet, fastslår Morten Vinther Jensen, der har været administrerende direktør for NORDJYSKE Medier siden august 2018.

I den tid har han været med til at lukke tv-kanalen 24NORDJYSKE og avisen Morsø Folkeblad.

NORDJYSKE Medier står dog stadig bag en lang række publikationer - eksempelvis portalen nordjyske.dk, dagbladet NORDJYSKE Stiftstidende, radiokanalerne ANR og Radio NORDJYSKE, jubii.dk, en større portefølje af lokale ugeaviser samt en række erhvervsrettede branchemedier under paraplyen Nordiske Medier.

Investeret tocifret millionbeløb

Ifølge Morten Vinther Jensen er den omstilling, som i øjeblikket gennemføres, en nødvendighed for at tilpasse sig fremtiden.

- Allerede her i 2020 er der eksempelvis afsat et tocifret millionbeløb til investeringer. Blandt andet skal pengene bruges til nå flere nordjyder med netop det medietilbud, de efterspørger nu og i fremtiden. Endvidere skal de eksisterende produkter fortsat udvikles til gavn for vores nuværende kunder og annoncører, siger Morten Vinther Jensen.

- Som sagt vil vi sørge for, at vi har et økonomisk bæredygtigt mediehus i Nordjylland i mange år frem. Det er jo essensen af, hvorfor vi gør det her. Vi skal tage bestik af nordjydernes behov for at sikre, at vi til stadighed er relevante for dem.

- Vi har rigtig gode og loyale kunder og annoncører til mange af vores produkter, og dem ønsker vi selvfølgelig stadigvæk at holde fast i. Det er helt klart. Men vi ved også, at der er nordjyder derude, som måske har fravalgt os, fordi de ikke synes, at vi er så relevante for dem. Måske på grund af deres ændrede brugeradfærd, de teknologier, de bruger - eller den slags indhold, de efterspørger. Og dér mener vi faktisk, at vi har noget mere at tilbyde dem. Så vi vil investere i at nå flere nordjyder med relevant indhold, sådan at vi stadigvæk nytter og fornøjer - ligesom vi har gjort i 253 år.

Justering igen i 2021

Det er allerede kendt, at den nuværende spareplan ikke er den eneste, der arbejdes med hos NORDJYSKE Medier. Det ligger således allerede fast, at omkostningerne i 2021 skal nedbringes med yderligere 30 millioner kroner.

- I ved jo allerede, at der skal spares igen i 2021 - hvorfor ikke lave den besparelse med det samme?

- Kilderne til den besparelse kan jo komme rigtigt mange steder fra, når vi nu begynder at udvikle og transformere virksomheden yderligere. Der er jo ingen, der siger, at en besparelse er lig med afskedigelser. En besparelse kan også komme af, at man får øget effektivisering og nogle smartere systemer, som giver en bedre bundlinje. Så det er ikke sikkert, at den besparelse ender i afskedigelser krone for krone, siger Morten Vinther Jensen og tilføjer, at man hos NORDJYSKE Medier er nødt til at indstille sig på løbende tilpasninger i de kommende år.

- Virksomheden skal udvikle og transformere sig i takt med, at markedsvilkårene skifter. Der er ikke noget, der er statisk i den måde, vi ser mediebilledet på. Og derfor kan vi heller ikke være statisk som virksomhed.

- Vi er jo ikke på finansloven. Vi får demokratistøtte, som danske medier generelt får - men det er jo en mindre del af vores overordnede indtjeningsgrundlag. Så vi står og falder jo med, at vi har trofaste og loyale kunder, som er villige til at betale for det indhold, vi stiller til rådighed. Og det tror jeg faktisk er vigtigt at fortælle folk. Her kommer ikke noget gratis - for vi er jo ikke Danmarks Radio eller for den sags skyld TV 2 Nord. Vi er et privat foretagende.

Vil stadig spille stor rolle

Med ændringerne tror Morten Vinther Jensen på, at NORDJYSKE Medier fortsat vil være en markant lokal aktør.

- Vi skal spille en stor rolle for regionens fortsatte udvikling. Selvfølgelig har vi et ansvar for at være kritiske og pege fingre derhen, hvor det gør ondt. Det mener jeg faktisk, at vi bedriver rigtigt godt, og det skal vi jo også fortsætte med.

- Men vi skal også have en dimension, hvor vi larmer noget mere, og hvor vi dyrker og taler Nordjylland op. Og det tror jeg faktisk godt, at vi kan blive endnu bedre til, siger Morten Vinther Jensen, der føler sig overbevist om, at der også på lang sigt er en plads til NORDJYSKE Medier.

- Men vi har selvfølgelig også brug for opbakning - og jeg kunne da godt tænke mig, at man som nordjyde gør op med sig selv og de fællesskaber, man færdes i, hvilken værdi det har, at vi har et nordjysk forankret mediehus. Vi er jo en professionel journalistisk medievirksomhed, som faktisk står på mål for rigtigt mange ting her i Nordjylland - og også giver nordjyderne en stemme.

NORDJYSKE Medier og de underliggende datterselskaber arbejder i både Danmark, Norge og Sverige - sammenlagt er der mere end 600 ansatte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.