NORDJYSKE med i Radio4: - Vi er glade, hvis det lykkes at lave en rigtig stærk public service-radio
NORDJYSKEs chefredaktør glæder sig til gensidig inspiration med den nye Radio4
Det er ikke givet, at man kommer til at høre NORDJYSKEs egne stemmer i den nye Radio4, selv om NORDJYSKE Medier er med i ejerkredsen bag den landsdækkende radio, der skal sende fra 1. oktober.
- Man kan heller ikke afvise det, men det sker ikke pr. automatik, siger NORDJYSKE Mediers ansvarshavende chefredaktør, Lars Jespersen, og lader det være op til Radio4’s redaktionelle ledelse at bygge radioen op.
Lars Jespersen forklarer, at NORDJYSKE Mediers interesse i radioen er at understøtte initiativet, der bæres oppe af en lang række regionale medier.
- Vi er glade, hvis det lykkes at lave en rigtig stærk public service-radio, der er baseret på private medier og som afspejler hele landet, siger chefredaktøren.
Travlt i Nordjylland
Lars Jespersen finder det ikke afgørende, at NORDJYSKE Medier deltager direkte.
- Vi har i forvejen masser at lave med at sørge for godt journalistisk indhold til nordjyderne, siger chefredaktøren, som forventer, at radioen og dens ejere udover landet kan inspirere hinanden.
- Med vores udgangspunkt i Nordjylland ved vi godt, at det gør en forskel, hvor man ser historierne fra og hvilket perspektiv, det tilfører, siger Lars Jespersen og tilføjer, at ”vi er vant til at lave public service for private penge”.
- Og så er det spændende at kunne gå sammen om også at gøre det for offentlige penge, siger han.
Væk fra København
Når det ikke ligger fast, hvilken rolle NORDJYSKE Medier direkte skal spille, skyldes det, at den nye socialdemokratiske regering først torsdag meldte ud, at den holdt fast i den forrige regerings såkaldte FM4-udbud, som blev sat ”på pause” efter regeringsskiftet.
Efterfølgende er der holdt ét bestyrelsesmøde i Radio4, der stadig kun har ganske få medarbejdere. I spidsen som direktør står tidligere chefredaktør på NORDJYSKE, Anne-Marie Dohm, der senest var direktør for DR Danmark.
Det er også i DR, at Radio4 - blev det offentliggjort fredag eftermiddag - har hentet sin nyhedschef. Det bliver Tina Kragelund, der i dag er chef for DRs nyhedsdækning i Vestdanmark. Den er lagt op til, at der skal være 30 redaktionelle medarbejdere og værter i den nye radio, der får hovedsæde i Aarhus. 186,7 kilometer fra København - hvis man tager færgen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.