Nordjyske mener: Bussen er havnet i en ond rundkørsel uden nogen god afkørsel

Der er i ingen grund til at blive ved med at hævde, at der udenfor de store byer er noget reelt alternativt til bilen 

Lederskribent Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

De fleste vil næppe bemærke det.

For de fleste nordjyder - minus de, der bor i Aalborg - har for længst erkendt, at hverdagen hænger bedst sammen med bil.

De bruger kun sjældent offentlig transport, og for dem betyder det ikke det store, at Nordjyllands Trafikselskab nu reducerer køreplanen betydeligt, og nedlægger to ruter helt.

Årsagen er selvfølgelig penge. Offentlig busdrift har aldrig - og bliver det heller aldrig - været nogen god forretning, og i de seneste år har det været en helt elendig forretning.

Bare på de ruter, som Nordjyllands Trafikselskab kører for Region Nordjylland, har underskuddet i de seneste tre år været på 65 millioner kroner. Det store minus skyldes alt overvejende to ting: Stigende brændstofpriser og færre passagerer.

Penge til at dække både underskud og fortsætte med uændret køreplan har Region Nordjylland ikke, og derfor ligner det en formsag når beslutningen skal til afstemning i regionsrådet i slutningen af måneden.

Man kan selvfølgelig godt kritisere politikerne for, at de ikke er villige til at smide endnu flere penge efter en underskudsforretning, men hvor skulle pengene komme fra?

På mindst en måde minder nordjysk busdrift om den katastrofe, der for nylig har ramt den bedrestillede del af hovedstaden.

For ligesom Irma er busser noget, mange gerne taler varmt om, men for få gør andet end at tale.

De busruter, der nu reduceres, bruges kun af få - eksempelvis vil der slet ikke være nok til at danne en protestring om bussen for at bevare lørdagsafgangen mellem Hobro og Fårup. I gennemsnit har der kun været to passagerer med på hver afgang, og  billetprisen har været urimelig høj.

Den enkelte passagerer har kun betalt en lille del, mens de offentlige kasser har betalt resten. Spørgsmålet er, hvor længe der skal holdes liv i ruter, der aldrig kommer i nærheden af rentabilitet.

Næsten tomme busser kører der også på mange andre ruter, og de tomme busser viser tydeligt, at offentlig transport udenfor de store byer er i alvorlig krise, og muligvis aldrig kommer ud af den onde rundkørsel.

For med en stadig tyndere køreplan og færre afgange bliver det endnu vanskeligere at få nye til at tage bussen.

Der er i hvert fald ingen grund til at blive ved med at hævde, at der udenfor de store byer er noget reelt alternativ til bilen.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.