For nyere tiders største skandale inden for dansk efterretning er ramlet til jorden med et brag (for at blive afløst af en anden slags skandale), efter at anklagemyndighed og regering har besluttet alligevel ikke at føre sag mod dels tidligere FE-chef Lars Findsen, dels tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Med den begrundelse, at det ikke er muligt at gennemføre sagerne, når de - som krævet af Højesteret - skal foregå for åbne døre.

Af Claus Hjort Frederiksen kan resultatet - eller hvad man nu skal kalde det - af hele forløbet næsten ikke beskrives mere præcist:

- Det er da en stor lettelse. Nu har jeg levet et par år under anklage om nærmest at være landsforræder, og det har været med en straframme på op til 12 års fængsel, så det er en lettelse, at det nu er fjernet.

En lettelse har det uden tvivl været. Men det må også have skabt forvirring på et endnu højere plan end tidligere, også hos Lars Findsen, for lige nøjagtigt hvem har drevet det højst mærkværdige forløb forud for retssagerne mod de to så langt ud?

Spørgsmålene står i kø. For hvem var drivkraften bag at få Politiets Efterretningstjeneste til at total-overvåge Lars Findsen, så man - blandt meget, meget andet - blev i stand til at kunne udstille nogle af de mest intime dele af hans privatliv, måske ud fra et motiv om at ville miskreditere ham? Og til glæde for hvem?

Hvad var den nøjagtige anledning til, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) i sin tid skred til så drastisk en handling som at hjemsende ikke bare Lars Findsen, men også fem andre FE-ansatte for anklager - som de siden endte med at blive renset for i en kommissionsundersøgelse?

Var der gået panik i forsvarsministeren? Og hvis ikke, hvem var der så gået panik i? Og hvorfor?

Og hvem gik der så meget panik i, at man fandt anledning til at rejse tiltale mod Claus Hjort Frederiksen for intet mindre end landsskadelig virksomhed med en straframme på op til 12 års fængsel? 

Og har den tidligere chefstrateg for partiet Venstre ret i sine meget alvorlige anklager om, at retssagerne - og hele forløbet forud for dem - er drevet af en højst ulækker blanding af politiske og personlige motiver, i meget høj grad samlet om statsminister Mette Frederiksen og departementschef Barbara Bertelsen?

Tilbage står et overordentligt stort oprydningsarbejde. 

Og her skal det virkelig vise sig, hvor langt en magtfuld flertalsregering egentlig er parat til at gå for at vende hver eneste sten og få undersøgt, "om der er varetaget usaglige hensyn i forbindelse med efterretningstjenesternes og anklagemyndighedens centrale beslutninger om iværksættelse og tilrettelæggelse af efterforskninger og retsforfølgningen", sådan som justitsminister Peter Hummelgaard (S) har skrevet.

En meget grundig undersøgelse kan - og skal selvsagt - også bruges til at undgå en gentagelse.

Men er man reelt interesseret i at gå hele vejen og sætte navne på, hvem der gjorde hvad hvornår - og med hvilke begrundelser og ud fra hvilke motiver? Og bliver det mon muligt at få indsigt i korrespondancen - herunder sms'er - blandt de involverede parter?

Og skulle det højst pinagtige forløb ende med advarsler og næser, ender det så med, at samtlige advarsler og næser alligevel bliver rullet tilbage, sådan som det jo skete i en meget omtalt skandalesag for ganske få år siden?