Nordjyske mener: Pædagoger og sosu'er på fuld tid skal være normen, ikke undtagelsen

Noget halter, når næsten halvdelen af landets pædagoger er ansat i deltidsstillinger, samtidig med at der er mangel på netop pædagoger.

En prognose viser, at Danmark i 2030 vil mangle 14.000 pædagoger på fuld tid. Samtidig viser en optælling, som journalister på Berlingske har lavet, at halvdelen af alle opslåede pædagogjob i hovedstadsområdet er på deltid, og i øvrigt arbejder op mod halvdelen af alle pædagoger i dag arbejder på nedsat tid. Et tjek på Jobindex viser, at situationen nok ikke er meget anderledes i Nordjylland.

Samme billede tegner sig i øvrigt inden for et andet typisk kvindefag i det offentlige, nemlig ældreplejen. Her er andelen af deltidsansatte lidt lavere, men tendensen med at arbejdsgivere slår deltidsjob op, på trods af at alle er enige om, at der mangler kvalificerede hænder til at drage omsorg for de ældre borgere.

KL's Michael Ziegler forklarer det blandt andet de mange pædagogstillinger på deltid med, at det er deltidsstillinger, pædagoger efterspørger. Og det er givetvis rigtigt, men en del af forklaringen er også, at deltidsansatte i daginstitutioner gør det nemmere og mere fleksibelt at strikke en vagtplan sammen for arbejdsgiverne.

Ved at opslå deltidspædagogstillinger løser den kommunale leder altså nogle af de konkrete vagtplansudfordringer, som alle, der ikke udelukkende arbejder mellem 9 og 16, kender til. Men samtidig sker der et spild af pædagoger, når der fx skal 10 pædagoger til at dække 7 fuldtidspædagogstillinger, og i en situation med knaphed på pædagoger betyder det jo skarpt sat op, at der en anden daginstitution, der vil mangle de tre pædagoger.

En politisk beslutning om at lave færre jobopslag med stillinger på deltid burde være rimelig overkommelig. Men så enkelt er det ikke, for mange pædagoger efterspørger deltidsstillinger, og når pædagogerne er en efterspurgt vare, vil en arbejdsgiver selvfølgelig gerne tilbyde det, der efterspørges.

Derfor bliver vi nødt til at have en åben diskussion om årsagerne til, at mange pædagoger helst vil have mindre end 37 timer. Er det arbejdsmiljøet? Hænger det også sammen med, at pædagogfaget er et kvindefag, og at det i en familie mere eller mindre automatisk er kvinden, der går på deltid, hvis der er brug for det for at familielogistikken til at gå op? Og det bider så i givet fald sig selv i halen, når pædagogens arbejdsgiver er mere end villig til at sige ja til et ønske om deltid, mens det på det private arbejdsmarked og i mange klassiske mandefag måske er noget, man skal kæmpe for at få?

Der gemmer sig nogle kønsrollemønstre i debatten om fuld tid og deltid, og det bliver vi nødt til at tale om, hvis der skal ske ændringer. Måske skal pædagogernes vagtplan være med fleksibel. Måske skulle man prøve med kontant, mærkbar, månedlig bonus til alle i en fuldtids pædagogstilling.

Noget skal ske. Og det, vi har gjort indtil videre, har tydeligvis ikke været godt nok.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.