Nordjyske mener: Store Bededag endte som en magtdemonstration, og vi har næppe set den sidste af slagsen fra SVM-regeringen

Der har været krig, koldt vejr og AaB i frit fald. 

Men i de seneste 76 dage har intet andet været diskuteret mere end afskaffelsen af store bededag. 

Tirsdag blev den endelig fortid - årets udgave bliver den sidste af slagsen. Fremover må danskerne bruge en feriedag, hvis bededagen - fjerde fredag efter påske - skal kommes i hu.  Skulle Dansk Folkeparti og Enhedslisten få flertal, kan de selvfølgelig ændre loven og genindføre dagen, men det er lige så usandsynligt, som det lyder.  

Sidste folketingsdebat om sagen bød ikke på nye argumenter. Fronterne var de samme, som de har været, siden regeringen præsenterede forslaget tilbage i december. Som forventet var alle oppositionspartier mod loven  - mindre forventet var det dog, at en stor del af debatten endte som et skænderi internt i oppositionen om, hvorvidt sagen skulle sendes skulle til folkeafstemning. 

Heldigvis droppede LA, Konservative og SF det populistiske tiltag. Hvis ikke en flertalsregering skal kunne tage mere eller mindre populære eller vigtige beslutninger uden krav om folkeafstemninger, så mister vores repræsentative demokrati sin reelle betydning.

Uden for Borgen har modstanden været mindst lige så markant. Fagforeningerne indkaldte til demonstration, folkekirken følte sig totalt overset, og den generelle folkestemning var aldeles ikke med regeringen. 

Ikke mange lod sig overbevise om fornuften i, at det lige præcis var Store Bededag, der skulle betale for den nødvendige oprustning. 

Den kommunikative del mislykkedes fuldstændig for regeringen. 

I udgangspunktet var ideen egentlig god nok. For selvfølgelig skal forsvaret styrkes markant, selvfølgelig skal pengene komme et sted fra, og selve signalet om, at fremtidens udfordringer kommer til at koste en ekstra indsats af alle, var også på sin plads.  

Men den debat kom aldrig. I stedet handlede det om regnefejl, tyveri og andre anklager fra en opposition, der aldrig følte sig inddraget. 

De havde ret i en stor del af anklagerne, og kønt har forløbet ikke være. 

Sjældent har en lovændring været så upopulær, og sjældent har så mange protester ført til så lidt. 

For regeringen stod fast - ganske uden vaklen i geledderne. Bemærkelsesværdigt er det, at der intet er sluppet ud om, hvem der fik presset afskaffelsen med i regeringsgrundlaget, og det er ligeledes værd at notere, at regeringen udadtil har signaleret total enighed om projektet. 

Regeringen ville det og har egentlig ikke lyttet til nogen af de mange indvendinger. 

For første gang i nyere tid synes ikke engang dårlige meningsmålinger at have haft nogen som helst indflydelse på politikken, og det er et ganske tydeligt varsel om, at tiden frem til næste valg bliver anderledes. 

Skulle nogen have været i tvivl om, hvordan Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen ville bruge flertals-regeringens magt, har de fået svar nu. 

Balladen om bededagen endte som en magtdemonstration, og vi har næppe set den sidste af slagsen fra SVM-regeringen. 

Men næste gang vil det klæde regeringen at lytte til indvendinger.