Patienter glade for personalet, men på ét punkt er tilfredshed skrumpet
Undersøgelse viser, hvad patienter mener om nordjyske sygehuse

Langt de fleste patienter er godt tilfredse med personalet på de nordjyske sygehuse. Arkivfoto: Grete Dahl
NORDJYLLAND:Selv om personalet på de nordjyske sygehuse har haft ekstra travlt i tiden med corona-pandemi, så har de ydet en god indsats, mener langt de fleste patienter.
Det fremgår af en ny, landsdækkende undersøgelse, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen har målt patienternes oplevelser i sundhedsvæsenet i de fem regioner i Danmark.
Flere end ni ud af hver 10 patienter i Region Nordjylland angiver, at de i høj grad eller meget høj grad synes, at medarbejderne på de nordjyske sygehuse og i psykiatrien er venlige og imødekomne.
Knap 17.000 nordjyske patienter spurgt
Undersøgelsen hedder Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP).
I Region Nordjylland har 16.873 nordjyske patienter svaret på spørgsmål om deres oplevelser på Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland og Psykiatrien i Region Nordjylland i forbindelse med deres indlæggelse i efteråret 2021.
Kilde: Region Nordjylland
- Tusindvis af sygeplejersker, portører, læger, sekretærer og mange andre går hver dag på arbejde for at gøre en forskel for patienterne, og personalet formår at holde fanen højt og vise stort og menneskeligt overskud til mennesker, der ofte står i en svær situation, siger formanden for Sundhedsudvalget i Region Nordjylland, Malou Skeel (V), i pressemeddelelsen.
Hun synes, resultatet er ekstra flot i betragtning af, at mange afdelinger på de nordjyske hospitaler har været meget pressede i lange perioder.
Mindre tilfredse med behandling
Mens de fleste patienterne er godt tilfredse med sygehuspersonalet - en tilfredshed på niveau med året før - så er tilfredsheden med selve behandlingen på de nordjyske sygehuse skrumpet.
83 procent af de adspurgte patienter angiver, at i høj grad eller meget høj grad er tilfredse med behandlingen. Det er et fald i forhold til året før, hvor 86 af patenterne svarede, at de var tilfredse i samme grad.
- Undersøgelsen af patientoplevelserne foretages, så vi meget præcist kan finde ud af, hvor der er behov for at sætte ind. Vi kan se, at tilfredsheden er forskellig alt efter, hvilken type af patienter, man spørger. Vi tager de her tal seriøst, fordi de kommer direkte fra dem, vi skal hjælpe - patienterne, fortæller Malou Skeel.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.