Nu det jul igen: 5 nostalgiske julekalendere kan du streame eller se i TV

December betyder julekalender, hvad enten man er voksen eller barn. Vi har samlet 5, lidt ældre, af slagsen, som du kan nyde over en gang glögg og æbleskiver

"The Julekalender" er en af de mest populære voksenjulekalendere, der nogensinde er lavet, og endnu engang kan den både ses i TV og streames online. Arkivfoto

"The Julekalender" er en af de mest populære voksenjulekalendere, der nogensinde er lavet, og endnu engang kan den både ses i TV og streames online. Arkivfoto

Julekalendere har en god portion nostalgi over sig.

Der er nogle klassikere inden for feltet, og så er der dem, der har været svære at støve op siden, og som kun har været vist begrænset i TV.

Vi har i denne artikel samlet fem bud på lidt ældre julekalendere, der måske kan bidrage med nostalgi og god julestemning gennem december - om man er barn, ung eller gammel.

1. Jesus og Josefine

Som 15-årig fik Sebastian Aagaard-Williams sit gennembrud som Jesus i julekalenderen ”Jesus & Josefine”. Arkivfoto: TV 2

Som 15-årig fik Sebastian Aagaard-Williams sit gennembrud som Jesus i julekalenderen ”Jesus & Josefine”. Arkivfoto: TV 2

Josefine er ikke fan af julen. Endnu værre er det, at hun deler fødselsdag med ham, hele højtiden drejer sig om.

En dag i december besøger hun en butik og den mystiske Thorsen, der ejer denne, med sin ven Oscar. Butikken har julefri zone, men bagerst i butikken finder de et mystisk krybespil, som Josefine nogle dage senere er nødt til at vende tilbage til.

Pludselig befinder hun sig i Nazareth i det nordlige Israel, hvor hun møder selveste Jesus, som hun er så træt af.

Men når man går tilbage i tiden, ændrer man også historien, og det får konsekvenser for den verden, Josefine kender derhjemme.

Jesus og Josefine kan ses på TV 2 Play.

2. The Julekalender

Arkivfoto: TV2

Arkivfoto: TV2

En ægte klassiker af en voksenjulekalender må siges at være "The Julekalender", der både er kendt for sin blanding af det danske og engelske sprog, sin sorte humor og ikke mindst sange som "It's Hard to Be a Nissemand".

Julekalenderen har kun tre medvirkende, og afsnittene er nærmest overstået, før man har nået at fortære sig gennem én enkelt æbleskive, men ikke desto mindre fortæller julekalenderen en historie, der holder seerne ved fadet.

Det er historien om Gammel Nok, der ligger for døden, fordi spilledåsen, der holder ham i live, er ved at stoppe. Han sender tre nisser, Fritz, Hansi og Günter, afsted for at finde nøglen dertil. I deres søgen styrer de ned på en jysk kartoffelmark, og søger tilflugt i en underjordisk hule, imens de forsøger at snitte sig til en ny propel.

Ejerne af kartoffelmarken er ægteparret Oluf og Gertrud Sand, som kort efter får en logerende, den københavnske Benny Jensen, på besøg. Altså, bare til i morgen, ik? Han er en nåsåer, en nissehader, der er på jagt efter de tre nisser.

Grundet kalenderens store succes i Danmark, udkom der i 1994 en norsk udgave af julekalenderen, og i 1997 en finsk udgave, som begge blev produceret og indspillet i de originale kulisser.

Du kan gense serien på TV 2 Charlie eller på TV 2 Play.

3. Nissebanden i Grønland

Foto: DR

Foto: DR

Hvis du er til en lidt ældre sag af en julekalender, der er spækket med risengrød, sang og hygge, så er der endnu engang mulighed for at se "Nissebanden i Grønland".

Julekalenderen, der udkom for 32 år siden i 1989, er efterfølgeren af den første, der udkom i 1984.

Denne gang aner banden ikke, at to glødende stjernesten højt oppe i himmelhvælvet er stødt mod hinanden, og nu er styrtet ned tæt ved Julemandens Kongsgård i det nordlige Grønland. Julemandens brevand ankommer med en opgave, som de fem nisser må stå sammen om.

Serien er instrueret af skuespiller Per Pallesen, der oprindeligt er fra Aars, og kan ses hver eftermiddag på DR Ramasjang eller streames på DRTV.

4. Krummernes Jul...og en bonus

Arkivfoto: TV 2

Arkivfoto: TV 2

Krummefamilien har i især 90'erne og start 00'erne nok været fast inventar i mange familier med børn.

I 1996 blev "Krummernes Jul" sendt for første gang på TV 2.

I julekalenderen er familien Krumborg langt fra klar til jul. Krummefar Jens vil gerne holde jul, men det vil storesøster Stine ikke, der mener, det er et materialistisk cirkus. Krummes mor vil holde en rigtig gør-det-selv-jul, der mildest talt ikke går helt som planlagt, og lillebror Grunk sender breve til den julemand, som Krumme gør alt for at bevise eksisterer.

Imens kæmper julemanden og hans familie med manglende breve fra børn, den dårlige stemning under sengen og et sløvt julehumør. Netop manglen på julehumør kan findes netop ét sted.

Familiejulekalenderen "Krummernes Jul" kan købes online hos Blockbuster.

Og når du nu alligevel befinder dig inde på Blockbuster, kan du samtidigt tage et kig på den mest sete voksenkalender nogensinde: Familien Andersens Julehemmelighed.

Julekalenderen handler om Julemand 39, som ikke har gjort sit job ordentligt. Derfor skal han op til julemandseksamen igen. Hvis han dumper, bliver han degraderet til julenisse. Hans eksamensopgave bliver at få en familie, der ikke længere holder jul, til at holde jul. Ved lodtrækning trækker han familien Andersen (far Tage, mor Åse og datter Putte). Den mest julefjendske familie nogensinde! De gemmer på en forfærdelig hemmelighed om, hvorfor de ikke holder jul.

****

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.