Nu kan du få bilvask på abonnement - men FDM er skeptisk
Flere kæder tilbyder abonnement til vaskehallen, men overvej lige, om du vil få det brugt

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Du kender det fra dataforbrug eller taletid: Få et flatrate-abonnement og brug løs uden, at du skal spekulere på, om du måske rammer loftet.
Den filosofi har de seneste år sneget sig i vaskehallerne, hvor fortsat flere kæder har meldt ind med tilbud. Her kan du tilmelde dig abonnementsordninger, som giver adgang til fri vask fra helt ned til 69 kr. om måneden hos for eksempel Wash World. Det er nærmest, hvad du nogle steder må slippe for den billigste ”taxa-vask” med det mest nødvendige.
Der er dog stor forskel på priser, og den måde, som abonnementet er skruet sammen på. Nogle steder køber du en pakke med én bestemt type vask, mens du andre steder nærmest har fri adgang til alle vaske, når abonnementet er betalt. Du kan dog også hos nogle kæder opleve at være begrænset til bestemte tidsrum og vaskehaller, mens andre har mere frit slag.
Flere har telefon-apps, hvor du for. eks. kan starte bilvasken eller se, om der er ledigt ved vaskehallen, så du undgår at holde i kø.
En af de kæder, som oplever stor vækst, er OK, der de seneste par år hvert år har bygget 15-20 nye vaskehaller årligt, så der nu 161 af slagsen.
OK lancerede for tre år siden abonnementsordningen OK Fri Vask, hvor man for 149 kroner om måneden kan vaske frit efter kl. 18 og vælge mellem alle vaskeprogrammerne, undtagen et enkelt.
Rasmus Boserup, som er pressechef hos OK, er ikke i tvivl om, at abonnementsordningen rammer noget i tiden og har været med til at sætte gang i væksten.
- Det er bekvemt at betale et fast beløb og så bare køre bilen til vask. Med det beløb, som det koster, skal man heller ikke vaske bilen ret mange gange, før man har tjent det ind. Samtidig har vi lanceret en app, som man både kan bruge, når man tanker benzin eller vil starte en bilvask, og den har gjort det endnu mere nemt at have med at gøre, siger Rasmus Boserup.
Stort set alle vaskehallerne hos OK er ret nye og Svanemærkede, hvilket betyder mindre forbrug af vand og sæbe. Netop den stigende miljøbevidsthed spiller også ind, mener Rasmus Boserup.
- Vi ser, at fortsat færre vasker bil hjemme på grund af stigende miljøkrav, samtidig er der noget convenience ved at køre ind i og aflevere bilen i vaskehallen uden at skulle tænke på andet, siger Rasmus Boserup.
Overvej dit forbrug
Man skal dog generelt gøre sig nogle overvejelser, før man tilmelder sig en abonnementsordning, lyder det fra FDM.
- Man skal tænke på, om produktet passer til én, og om man vil bruge det. Der er jo også nogle, som melder sig ind i et fitnesscenter, og aldrig får brugt abonnementet, siger Jørgen Jørgensen, som er seniortekniker i FDM’s tekniske rådgivning.
Hvis man alligevel bare vasker bilen én gang om måneden, vil det være billigere bare at betale per gang.
Han peger på, at der også kan være en risiko for at gå i den anden grøft:
- Man skal også undgå at rå-bruge sit abonnement. Det er lige som til en buffet, hvor man skal tænke sig om. Selv om nogle vaskehaller reklamerer med at være miljøvenlige, går der jo alligevel strøm, vand og sæbe til, som belaster miljøet, siger han.
Abonnementet gælder hos alle kæder kun til én bil, hvor man registrer indregistreringsnummeret. Det kontrolleres i nogle kæder med en scanner i hallen, som aflæser nummerpladen, mens man i andre skal aktivere vasken med en telefon-app. Opsigelse kan typisk ske inden for et par uger til en måneds tid. Det afhænger af tidspunktet på måneden.
Vælg den billigste vask
Selv om det kan se fristende ud med en masse ekstra ydelser, som shiner bilen mere op, så vælg den billigste vask. Sådan lyder rådet fra Jørgen Jørgensen, FDM.
- Vores generelle holdning er, at man skal vælge den billigste vask til regelmæssig vask. Man betaler ekstra for bl.a. ekstra tørring og voks, og det er der nogle, som vil give 200 kr. ekstra for. Men bilen ser pæn ud med selv med den billigste vask, siger Jørgen Jørgensen.
Han anbefaler derimod, at man en-to gange om året går bilen grundigt igennem med håndkraft og kommer ind i alle hjørner og kroge. Dér, hvor vaskemaskinernes børster aldrig kommer, uanset pris for vasken.
Eksempler på vaskeabonnement
Wash World Pris per måned for et ubegrænset antal bilvask alle dage: Basis 69 kr. - Guld 99 kr. - Premium 129 kr. - Premium Plus: 159 kr.
Man tilmelder sig én bestemt vaskehal og kan bruge andre haller fra Wash World i Danmark ved at betale et gebyr på 10 kr. per gang eller 10 kr. per måned.
OK Fri Vask - 149 kr. per måned. Vælg frit mellem alle OK’s vaskeprogrammer, undtaget programmet ”Svanen”. Gælder alle ugens dage efter kl. 18. og frem til lukketid. Man tilmelder sig én primær-station med vaskehal, men kan frit vælge andre.
Circle K Pris per måned for et ubegrænset antal vask alle dage i åbningstiden. Du skal binde dig til en bestemt vaskehal. Budget 149 kr. - Classic sæson: 199 kr. - Premium sæson 229 kr. - Deluxe sæson 299 kr.
Nem Bilvask, Hedensted (tre haller)
Pris per måned med et ubegrænset antal vask. Forskellige priser dag (kl. 06-18) og aften (kl. 18-23) - Standard vask dag/aften 220 kr./149 kr. - Deluxe vask dag/aften 269 kr./169 kr. - Premium vask dag/aften 299 kr./199 kr.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.