30 steder i Nordjylland: Her kan du nu booke et shelter
Hvis du har lyst til en billig ferie i naturen, byder Naturstyrelsen ind med et nyt initiativ, der giver en mere sikker mulighed for at planlægge overnatning i det fri
Opdateret 12. maj 2022 kl. 14:30
De er gratis, der er mange af dem, og der er - endnu - godt med ledige pladser. Sådan er statussen på et helt nyt initiativ fra Naturstyrelsen: Nu kan man booke sheltere over hele Danmark.
Bookingsiden giver mulighed for at planlægge en naturfrisk ferie i det fri. Det vil sige, at man kan planlægge en vandretur - og overnatte ganske gratis.
- Ligesom andre har vi også mærket en udvikling. Under coronaen kom flere mennesker ud - også brugere, som måske ikke var vant til at komme i naturen. Vi mærkede et behov og en vished for, at når man eksempelvis har været ude at gå med sine børn og kommer frem til et sted, så vil man gerne være sikker på at have en shelter, fortæller projektleder Anna Thøgersen fra Naturstyrelsen.
Du må frit sove i sovepose i skovbunden eller på stranden.
Du kan frit slå et mindre telt eller tarp op i 275 skove uden at skulle have tilladelse. Teltene må bl.a. højest være 3-personers telte, de skal være uden for synsvidde af drifts- og beboelsesbygninger, herunder for eksempel naboer og campingpladser samt bilveje.
Du kan frit benytte de ca. 500 primitive overnatningspladser. Disse pladser er rettet mod familier eller enkeltpersoner. På en del af disse pladser er der også shelter, bålpladser, vand, multtoilet mv. Man kan ikke booke pladserne, men udvalgte sheltere enkeltvis.
Større organiserede grupper som fx skoleklasser, spejdere, foreninger, børneinstitutioner m.v. kan frit benytte de ca. 130 lejrpladser. Lejrpladser kan kun bookes af sådanne grupper. Pladserne har typisk flere sheltere, bålpladser og andre faciliteter med god plads.
NaturstyrelsenSå for nye brugere, familier med børn eller mennesker med særlige behov - hvis man eksempelvis er bevægelseshæmmet - er initiativet altså en stor fordel. Men såmænd også hvis man blot gerne vil planlægge sin tur.
Man har igennem længere tid kunnet booke lejrpladser til større grupper. Under coronaen oplevede Naturstyrelsen indimellem, at få personer bookede en hel lejrplads. Det viste også, at der var en klart behov blandt den stadig større kreds af danskere, som gerne vil ud at nyde at overnatte i det fri.
- Derfor begyndte vi at arbejde med at finde ud af, hvordan flest kan få en god oplevelse og bruge de faciliteter, vi har derude, siger Anna Thøgersen.
I Nordjylland er der lige nu 15 steder, hvor man kan leje en ud af i øjeblikket i alt 20 sheltere. Samtidig med at man nu kan booke en shelter, er der også kommet klare retningslinjer for området. Det drejer sig blandt andet om, at man kan booke for to døgn, og at man skal bekræfte, at man vil bruge shelteren. Men også at der er mulighed for at drible ind og bruge en shelter, der står ledig.
- Det har været et længere arbejde for at tilgodese, hvad behovet er derude, men at der også skal være plads til en spontan overnatning, forklarer Anna Thøgersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.