Coronavirus

Nordjysk sogn nedlukkes: Her er konsekvenserne

Sognet har i flere dage danset på grænsen af nedlukning

En 20. positiv test i Brovst sogn har fået store konsekvenser. Foto: Henrik Bo

En 20. positiv test i Brovst sogn har fået store konsekvenser. Foto: Henrik Bo

BROVST: Nu gik den ikke længere for Brovst Sogn i Jammerbugt Kommune, der i de seneste dage har danset på grænsen med nedlukning.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser, at sognet skal nedlukkes.

Det sker, fordi sognet nu opfylder de tre kriterier for automatisk nedlukning.

Det tredje kriterie, som sognet sidst har opfyldt, er 20 registrerede smittetilfælde i løbet af de sidste 7 dage.

Incidenstallet for Brovst sogn er 646, antal smittede er 20 og positivprocenten er på 4,3 procent

Hvad lukker ned?

Når alle tre ovenstående kriterier er opfyldt i et sogn, er kommunalbestyrelsen forpligtet til at lukke:

- Grundskoler, SFO’er og klubtilbud, ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner på Børne- og Undervisningsministeriets område.

- Institutioner der udbyder voksenuddannelser på Udlændinge- og Integrationsministeriets område.

- Lokaler og lokaliteter, hvor der udøves kulturaktiviteter, og lokaler, hvor der udøves-, idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter på Kulturministeriets område.

En hel kommune skal lukke ned ved 250 eller flere smittede pr. 100.000 borgere i kommunen. Ved beregningen er der taget højde for den aktuelle testaktivitet i den enkelte kommune.

Kilde: Sundhedsministeriet.dk

Tidligere har Jammerbugt Kommune måtte nedlukke Fjerritslev Sogn af samme årsag. Selvom kommunen har prøvet det før, bliver det ikke lettere for de borgere, som nu bliver påvirket, lyder det fra borgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Chr. Gade (V).

- Det er ikke mindre ærgerligt eller trist med det, man nu skal igennem, når vi lige har fået en vis optimisme med genåbningen i samfundet. Det er ligesom at få en kold karklud i ansigtet igen, siger Mogens Chr. Gade.

Dog er det i denne omgang nemmere for kommunens ansatte at følge den drejebog for nedlukning, som de før har haft i brug ved nedlukningen af Fjerritslev Sogn.

- Det er ikke nemmere for de borgere, som bliver påvirket af situationen, men rent administrativt så er det selvfølgelig nemmere, da vi har prøvet det før, og vi ved, hvad det har af konsekvenser, siger Mogens Chr. Gade.

Tidligere på ugen har flere sjællandske borgmestre kritiseret den automatiske nedlukning af landets sogne. Reglerne er for stramme, mener de, og den samme påstand har Jammerbugt borgmester været med til at fremføre. En påstand han stadig står ved.

- De her corona-nedlukninger er ligesom et bål, der ligger og ulmer, og så bliver der tabt en sjat benzin på, og så blusser det totalt op. At 20 i et sogn ikke må være smittet, det er en uheldig måde at definere det på. Man skulle i stedet ind og analysere, hvad der ligger bag de 20 smittetilfælde, og se på, om der er styr på det - hvilket der er i Brovst Sogn, som har ligget stabilt længe, siger Mogens Chr. Gade.

Den automatiske regel for nedlukning af kommuner - ikke sogne - giver bedre mening, mener borgmesteren, da der her er albueplads til, at små smitteudbrud ikke lukker et helt område ned.

- Jeg synes sådan set, at rammerne for nedlukning af en hel kommuner som helhed er kloge nok, fordi der er en fleksibilitet til at sige, at nogle steder, der er der stor smittetryk, og der andre steder, er et mindre smittetryk, så det kan gå lige op, siger Mogens Chr. Gade.

Kriterierne:

- 500 smittede med covid-19 pr. 100.000 borgere pr. uge

- Positiv på 2,5 procent eller mere

- 20 registrerede smittetilfælde i løbet af de sidste 7 dage

Artiklen opdateres.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.