Endnu flere nordjyder vil lade sig vaccinere mod corona
Se, hvor mange i Nordjylland, der siger ja, nej og ved ikke

Fredag var der massevaccination over hele landet, blandt andet i Aalborg. Foto: Henrik Louis
NORDJYLLAND:I december ville knap tre ud af fire nordjyder gerne vaccineres mod corona, og tallet er blevet endnu højere hen over vinteren.
Nu siger 83 procent ja tak til at blive vaccineret, mens 5 procent står fast på at sige nej tak. 9 procent siger "ved ikke" og 4 procent er allerede blevet vaccineret.
Mange skeptikere i én nordjysk kommune
Der er stor forskel på tilslutningen til coronavaccine fra kommune til kommune, viser den nye Panel Nordjylland-analyse:
I Vesthimmerland vil 93 procent gerne vaccineres, i Jammerbugt kun 64 procent.
Fordelt på aldersgrupper vil kun 67 procent af de 18-29-årige vaccineres, mens 94 procent af nordjyderne over 70 år siger ja tak.
I december sagde 71 procent af nordjyderne ja, mens 8 procent sagde nej og 21 procent var i tvivl, så der er tale om en stor stigning i tilslutningen.
- Det lyder jo godt, men det er vist også fornuftige og tænksomme folk deroppe, siger Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.
- Jeg tænker, at vaccinen er vores bedste mulighed for at komme corona til livs, så det er glædeligt, tilføjer han.
Vi skal op på 70-75 procent - og lidt til
For at opnå den meget omtalte flokimmunitet overfor corona, skal man op på en vaccinedækning på mellem 70 og 75 procent, før sygdommen stopper med at sprede sig.
- Og så skal man lægge nogle procent til, fordi der er nogle få, som vaccinen ikke virker på, og fordi vi ikke vaccinerer børn, forklarer Viggo Andreasen.
I Nordjylland udgør børn og unge i alderen 0 til 15 år 17 procent af befolkningen, så der er brug for en meget stor tilslutning blandt de voksne, hvis vi skal opnå flokimmunitet. Viggo Andreasen er ikke sikker på, at vi helt kan undgå fremtidige udbrud uden vaccination af børn og unge:
- Men flokimmunitet er ikke et enten-eller. Jo højere vi kommer op i andelen af vaccinerede, jo mindre problemer får vi med corona.
Vaccinen skal være til gavn for den enkelte
Indtil videre anbefales det ikke at vaccinere børn og unge under 16 år, fordi vaccinerne ikke er godkendt til børn endnu.
- Princippet er, at man kun vaccinerer dem, der har glæde af det. Det skal være til fordel for den enkelte person at blive vaccineret - individuelt, understreger Viggo Andreasen.
Risikoen for bivirkninger fra vaccinen er ganske vist meget lille, men det er risikoen for at et barn bliver alvorligt syg af corona også.
Ikke undersøgt endnu
- Der er ingen tvivl om, at det er en fordel at blive vaccineret, hvis du er over 16-18 år, og det kan også godt vise sig at være en fordel for børn, men det er ikke undersøgt endnu. Englænderne er ved at undersøge det nu, fortæller Viggo Andreasen.
- Det kommer også an på, om vi skal vaccineres meget tit eller kun én gang i livet. Hvis det kun er én gang, er det en fordel at tage børnene med med det samme. Men under alle omstændigheder har vi jo ikke nok vacciner endnu.
Panel Nordjylland: Vi spørger nordjyderne om alt mellem himmel og jord
Panel Nordjylland består af over 2000 repræsentativt udvalgte nordjyder over 18 år.
Panelet er oprettet af NORDJYSKE Medier, og vi bruger det til at lave analyser af alle mulige emner.
Panelet bestyres af Jysk Analyse, som sikrer, at tallene er i orden, og er garant for panel-deltagernes anonymitet.
Undersøgelsen er foretaget 12. til den 22. februar, og 1565 medlemmer af Panel Nordjylland har svaret på spørgsmålene.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.