Ny app holder styr på husarbejdet: Laver du mest derhjemme?

Norsk udviklet app, der giver point for udført husarbejde, stormer frem og kommer nu i en dansk version

Foto: Appfabrikken AS

Foto: Appfabrikken AS

NORDJYLLAND:Kender du også til diskussionen i parforholdet om, hvem der er flittigst med husarbejdet derhjemme?

Eller kniber det med at få teenagerne i husstanden til at erkende deres manglende bidrag?

Nu kan den diskussion bevæge sig fra rene mavefornemmelser til kolde fakta.

For det, der egentlig startede som en spøg, er på rekordtid blevet en af Norges allermest populære apps. "Samboer", som app'en hedder, holder styr på, hvem i familien, der laver mest husarbejde.

Og nu kommer den på dansk.

Det er den norske app-udvikler Robin Havre, der står bag "Samboer". Og han lavede den for for at lukke munden på sin kæreste, Eva Michelet Berntsen.

Robin Havre og kæresten Eva Michelet Berntsen kan nu se sort på hvidt, hvem der laver mest husarbejde i deres fælles hjem i Oslo. Foto: Appfabrikken AS

Robin Havre og kæresten Eva Michelet Berntsen kan nu se sort på hvidt, hvem der laver mest husarbejde i deres fælles hjem i Oslo. Foto: Appfabrikken AS

- Jeg var sikker på, at jeg lavede mest husarbejde. Kæresten var uenig, og derfor lavede jeg denne app, fortæller Robin Havre.

Hvad der skulle have givet ham gode argumenter på hånden, viste sig hurtigt at gøre det stik modsatte.

- Udgangspunktet for appen var at bevise, at jeg lavede mest. Da vi opgjorde status efter en måned, viste det sig, at det var mig der bidrog mindst, fortæller Robin Havre.

"Samboer" lader lader medlemmerne af en husstand logge det husarbejde, de gør. Og da Robin Havre og hans kæreste efter den første tid gjorde status, viste tallene sort på hvidt, at han kun lavede 40 pct. af husarbejdet.

- Jeg har altid set mig selv som en moderne mand og været sikker på, at arbejdsfordelingen hjemme har været ligestillet. Tallene i appen kom som en overraskelse, erkender Robin Havre.

Hvad der startede som en spøg, udviklede sig hurtigt til alvor.

- Der begyndte at gå sport i at udføre opgaver og samle point. Venner, der så appen, havde også lyst til at bruge den, så det måtte vi åbne for, fortæller den norske appudvikler.

"Samboer" blev derfor offentligt tilgængelig lige før jul, og på kort tid er den blevet meget populær med over 130.000 registrerede brugere og en topplacering i App Store.

Også i Danmark har folk fået øjnene op for, at der her findes en mulighed for at holde styr på arbejdsfordelingen bag hjemmets fire vægge.

- Flere danskere sendte os e-mails og tog kontakt på de sociale medier. Nogen meldte sig også frivilligt til at oversætte appen. Derfor har vi de sidste par uger arbejdet hårdt på at oversætte appen. Nu er det meste på plads, og vi er officielt lanceret i Danmark, fortæller Robin Havre.

Samboer-app'en giver point baseret på udførte opgaver og kårer en vinder hver dag, hver uge og hver måned. Den er gratis at bruge, men kan opgraderes med et betalt abonnement for adgang til ekstra statistik.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.