Ny direktør for Aalborg-styrelse udpeget

Jørgen Rasmussen skal afløse Jens Otto Størup

Jørgen Rasmussen har siden 1. juli 2018 været underdirektør i Motorstyrelsen - men nu bliver han permanent frontfigur. Foto: Motorstyrelsen <i>Lars Horn / Baghuset</i>

Jørgen Rasmussen har siden 1. juli 2018 været underdirektør i Motorstyrelsen - men nu bliver han permanent frontfigur. Foto: Motorstyrelsen Lars Horn / Baghuset

NORDJYLLAND:Manden, der fremover skal stå i spidsen for den Aalborg-baserede Motorstyrelsen, er nu udpeget. Det bliver Jørgen Rasmussen, der tiltræder stillingen som direktør 1. september.

Jørgen Rasmussen afløser dermed på permanent basis forgængeren Jens Otto Størup, der 1. juli i år forlod stillingen for at blive administrerende direktør i DGI.

Jørgen Rasmussen har været underdirektør i Motorstyrelsen, siden styrelsen blev oprettet 1. juli 2018 - og har været konstitueret direktør for styrelsen siden 1. juli 2020.

I en meddelelse på Skatteministeriets hjemmeside glæder skatteminister Morten Bødskov (S) sig over ansættelsen - og pointerer, at Jørgen Rasmussen har en vigtig opgave foran sig.

- De senere år er der vedtaget en lang række tiltag, der skal styrke regelefterlevelsen på motorområdet. Det er afgørende, at vi har en styrelse, der kan løfte de opgaver og sikre, at registrering og afgiftsberegning af alle køretøjer sker korrekt. Derfor er jeg glad for, at Jørgen Rasmussen har takket ja til stillingen som direktør i Motorstyrelsen, da han gennem sin erfaring har den nødvendige indsigt i motorområdet og de rette kompetencer, siger Morten Bødskov.

Samme sted udtrykker Jørgen Rasmussen, at han ser frem til at fortsætte det arbejde, som allerede er igangsat i Motorstyrelsen:

- Motorstyrelsen har en række store udviklingsopgaver, der skal bidrage til at styrke regelefterlevelsen gennem for eksempel forbedret vejledning og kontrol på motorområdet. Det ser jeg frem til at stå i spidsen for sammen med styrelsens dygtige medarbejdere og i et tæt samarbejde med motorområdets forskellige aktører, siger han.

Jørgen Rasmussen har gennem de seneste 26 år gjort karriere i Skatteforvaltningen. Han har blandt andet været konstitueret direktør i Inddrivelse og underdirektør i Fogedafdelingen i det tidligere SKAT, inden han tiltrådte som underdirektør i Motorstyrelsen i 2018.

Jørgen Rasmussen er uddannet handelsjurist og cand.merc.aud. fra Aalborg Universitet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Nordjyllands Politi lukker rockerklubhus i Nørresundby midlertidigt
Luk