Ny minister fra Nordjylland: Mød Flemming Møller Mortensen

Han er formet af Nordjylland, inspireret af Svend Auken og arbejder hårdt mod ulighed. Og så tager Flemming Møller Mortensen afstand fra inkompetence, middelmådighed og selviskhed

Flemming Møller Mortensen under sin første valgkamp i 2007. Arkivfoto: Thomas Vinther

Flemming Møller Mortensen under sin første valgkamp i 2007. Arkivfoto: Thomas Vinther

Det lå egentlig i kortene, at tjansen som Sundhedsminister skulle være hans, da den nuværende regering tiltrådte sidste år. Som et plaster på såret blev Flemming Møller Mortensen i stedet tilbudt den ansvarsfulde post som formand for den socialdemokratiske gruppe i Folketinget.

Men skuffelsen for halvandet år siden blev vekslet til glæde, efter at han torsdag landede en ministerpost, der i høj grad giver mulighed for at arbejde for de svage. Noget Flemming Møller Mortensen har gjort i mere end 30 år, lige siden han som nyuddannet sygeplejerske fra begyndelsen af 90'erne var tilknyttet et spedalskhedshospital i Indien.

Flemming Møller Mortensen kunne ikke drømme om at flytte fra Aalborg. Kom helt tæt på ham i portrættet herunder:

Flemming Møller Mortensen

Født 3. juli 1963 i St. Brøndum

Uddannet sygeplejerske

Medlem af Folketinget opstillet i Himmerlandkredsen

Bor på Aalborg Kloster

Enkemand efter forsker Erik Elgaard Sørensen

Faktisk var det ikke i plejesektoren, han i første omgang havde planlagt som karrierevej. I 1983 blev han optaget på Moesgaard i Aarhus for at læse forhistorisk arkæologi - og han var endda flyttet ind i et værelse på 4. Maj Kollegiet i byen. Men så fortrød han og blev i stedet sygeplejerske.

Han arbejdede op gennem 90'erne i både Aalborg, Rebild, Grønland og Indien, han var leder på sygehus, derudover har han også igennem nogle år arbejdet som konsulent og senere salgschef i medicinindustrien.

Det var dog først som 38-årig i 2001, han kom ind i politik, da han blev valgt til den daværende kommunalbestyrelse for Skørping Kommune og siden Rebild Kommune.

Tiden i Rebild Kommune blev dog kort, da han 2007 blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet.

Her har han blandt andet siddet med i sundheds- og ældreudvalget, forsvarsudvalget, kirkeudvalget, kulturudvalget, retsudvalget, udvalgene for Færøerne og Grønland samt Udenrigspolitisk Nævn.

Hans mest markante post på den politiske scene har været hans arbejde som sundhedsordfører, og han beskriver sine mål om trivsel og et værdigt liv for alle sådan her.

- Sundhedsvæsenet skal være et sikkerhedsnet for alle. Når helbredet svigter, skal nettet gribe os alle uanset uddannelse og indkomst. Højrefløjens partier er villige til at indføre brugerbetaling ved lægebesøg. Den går i USA, men ikke i det Danmark, jeg ønsker. Som sundhedsordfører arbejder jeg for, at det danske sundhedsvæsen skal fungere effektivt, men ikke på bekostning af kvaliteten og patientsikkerheden, skriver han.

Flemming Møller Mortensen med sin mand, Erik Elgaard Sørensen, der døde i 2019. Arkivfoto: Henrik Bo

Flemming Møller Mortensen med sin mand, Erik Elgaard Sørensen, der døde i 2019. Arkivfoto: Henrik Bo

Og fokus på effektivitet og kvalitet går godt i tråd med de kerneværdier, han har for sin arbejdsindsats i det daglige. Så hans nye medarbejdere kan godt forberede sig på at huske tre begreber, som deres nye chef hader og forsøger at styre udenom.

- Det første er inkompetence. Både ved mig selv og i alle de sammenhænge, hvor jeg er. Det andet er middelmådighed. Det er spørgsmålet om, hvor højt man skal sætte barren. Også for vores land. Vi skal være ypperlige til det, vi gør. Og endelig er der selviskhed. Det sniger sig ind på os alle sammen, men sådan må vores land ikke blive. Og sådan må jeg ikke blive som person, sagde han for nogle år siden til Altinget.dk.

Men nu er det ikke længere hans elskede sundhedspolitik, han kommer til at arbejde med. Som minister for Udviklingssamarbejde kommer han til at blive sendt verden rundt til regioner, hvor fattigdom og sygdom præger livet. Og den type arbejde kender han fra sin tid i Indien og sit arbejde i den danske hjælpeorganisation Spedalskhedsmissionen.

- I mit arbejde har jeg oplevet konsekvenserne af de forskellige vilkår, mennesker bydes. Derfor er jeg i særdeleshed optaget af udjævning af ulighed, sikring af uddannelse og demokrati, at sikre en udviklings- og bistandshjælp, som står i forhold til vores rigdom samt lige ret for alle til sundhedsfremme og sygdomsbehandling, kan man læse på hans hjemmeside.

CV

UDDANNELSE

Løbende salgs- og lederuddannelse Novartis 2005 – 2007, internt samt eksternt

Løbende salgsuddannelse AstraZeneca 2001 – 2004, internt samt eksternt ved Cultivator og Mercuri International

LIF-eksamen 2002

Specialuddannelse til anæstesisygeplejerske Nordjyllands Amt 1994 – 1996

Sygeplejeelev Sygeplejeskolen i Aalborg 1984 – 1988

Rødding Højskole 1984

Civilforsvarets gruppeføreruddannelse Næstved 1983

Civilforsvarets ambulanceskole Næstved 1983

Højere Forberedelseseksamen Aalborg Statsgymnasium 1980 – 1982

ANSÆTTELSESFORHOLD

2005 - 2007: Salgschef Novartis

2002 – 2005: Hospitalsspecialist AstraZeneca. Siden 2003 kategoriseret som ”high performer”

2000 – 2001: Lægemiddelkonsulent AstraZeneca

1997 – 2000: Afdelingssygeplejerske Anæstesiafsnit Nord, Aalborg Sygehus (27 ansatte)

1996 – 1997: Færdiguddannet anæstesisygeplejerske med start som souschef for afdelingssygeplejerske ved anæstesiafsnit Nord, Aalborg Sygehus

1994 – 1996: Uddannelse til anæstesisygeplejerske på Farsø og Aalborg Sygehus

1994: Sygeplejerske på Distriktssygehuset i Jakobshavn, Grønland

1992 – 1993: Sygeplejerske Skadestuen/modtagelsen Aalborg Sygehus

1992: Sygeplejerske/voluntør Spedalskhedshospital i Indien

1989 – 1991: Sygeplejerske Skadestuen/modtagelsen Aalborg Sygehus

1988: Nyuddannet sygeplejerske og vikar på medicinsk og neurokirurgisk afdeling Aalborg Sygehus

PERSONLIGE ENGAGEMENTER

2007: Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds fra 13. nov. 2007

Januar 2007: Byrådsmedlem Rebild Kommune. Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Rebild Kommune

Januar 2006: Valgt til sammenlægningsudvalget Rebild Kommune sideløbende med arbejde som byrådsmedlem i Skørping Kommune, gruppeformand og medlem af økonomi- og socialudvalg

Januar 2002: Valgt som byrådsmedlem Skørping Kommune og som gruppeformand maj 2003. Medlem af økonomi- og socialudvalg

Siden 1998: Lokalpolitisk engagement med varetagelse af skiftende tillidsposter

1997 – 2000: Formand for Kunstforeningen Aalborg Sygehus

Siden 1992: Foredragsvirksomhed på skoler, uddannelsesinstitutioner og foreninger i sygdommen spedalskhed

Siden 1992: Medlem af Spedalskhedsmissionens bestyrelse, herunder medlem af PR- og redaktionsudvalg. Deltaget i flere internationale konferencer om spedalskhed

Valgplakaten fra 2007

Valgplakaten fra 2007

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.