Nye fly til overvågning: Særligt en ting skiller sig markant ud
Hjemmeværnet har fået nye overvågningsfly og særligt en ting kan være med til at redde liv
"Som at gå fra en Volvo 240 til en ny Mercedes."
Sådan falder ordene, når Michael Nielsen, der er chef for Flyverhjemmeværnets Eskadrille 270, skal beskrive de nye fly, som Flyverhjemmeværnet har fået leveret, og som snart er klar til at komme i luften.
Flyene er af typen Twin Otter - samme slags fly, der flyver vandflyver mellem Aarhus og København - og er på alle måder et bedre fly til opgaven end de gamle, siger Michael Nielsen.
- Men det er ikke så meget selve flyet, som det er sensorpakken, der gør den store forskel. Det er simpelthen den bedste, der er i Forsvaret, siger Michael Nielsen.
Det er derfor, de nye fly kan gøre tingene bedre og mere effektivt end de gamle, når de er på opgave.
"Sensorpakken" er blandt andet de kameraer, der sidder i en bold forrest på flyet under næsen, hvor der sidder kameraer af forskellig slags. Almindelige og også kameraer, der opfanger infrarødt lys - varmesøgende - som er utroligt effektive, hvis flyet fx er på en søredningsmission når det er mørkt.
På en tur rundt om flyet peger Michael Nielsen på nogle små sensorer, der sidder på flyets næse - der, selv om de ikke er så synlige som den store bold, faktisk er en stor nyskabelse i forhold til de gamle fly, specielt når det handler om overvågning til havs og søredning.
- De overvåger et stort område foran flyet, og så analyserer computeren billederne, og hvis den opfanger nogle uregelmæssigheder i billedet, der kunne være en person i vandet, noget der er forskelligt fra vandet, så giver den besked og udpeger området, siger Michael Nielsen.
Det betyder, at i stedet for at besætningen skal sidde med kikkerter og kigge på havet med deres egne øjne for at finde det eller den, man leder efter - hvilket er forbavsende svært selv i et ret roligt hav - så hjælper sensorerne til, så der kan dækkes et større område hurtigere, bedre og med større chance for at finde den nødstedte, man leder efter.
- Vi kan jo ikke redde folk op af vandet, men når vi finder dem, kan en helikopter blive sendt direkte til stedet, siger Michael Nielsen.
Hjemmeværnets fly bliver brugt til meget andet end søredning og farvandsovervågning, blandt andet er politiet "kunder" hos Hjemmeværnet, hvor flyene bliver brugt til for eksempel at kunne give det store overblik fra luften til større begivenheder. Nordjyllands Politi har tidligere brugt dem under karnevallet, også under Folkemødet på Bornholm har flyene været brugt i den rolle.
Også her er de nye fly en klar forbedring. Ikke kun fordi deres kameraer er bedre, men også fordi det kommunikationsudstyr, der er om bord, så man kan sende livebilleder fra flyet videre til en kommandocentral, er bedre. Hurtigere og mere stabilt.
Foruden den mand (eller kvinde) på jorden, der er i området med en bil, der modtager signalet fra flyet og sender det videre, også bliver opgraderet med en ny bil, der gør opgaven en del mere komfortabel i de mange timer, den kan stå på.
En særlig detalje
Og så er der flyene. Som i øvrigt ikke er nye som sådan, de er faktisk 52-53 år gamle, men er blevet skilt ad næsten ned til de enkelte møtrikker og hovedrenoveret, inden de blev leveret. Så de står som nye, selv om de altså har nogle år på bagen.
Flyene bliver drevet af to turboprop-motorer, der sådan set er små jetmotorer, der trækker en propel. De er et klart fremskridt fra de gamle fly, der blev drevet af to almindelige stempelmotorer, hvor de nye er både kraftigere og mere stabile.
Twin Otteren er større og hurtigere end de gamle fly, Hjemmeværnet havde, selv om de stadig kan flyve ret langsomt og holde sig i luften i lang tid, som der er behov for under eftersøgninger.
I forhold til en helikopter kan flyene holde sig i luften to-tre gange så lang tid.
Der er i øvrigt en sjov detalje med de to fly. De har en fortid som turistfly, og derfor har de store vinduer, så passagererne havde bedre udsyn - en detalje, der kan gøre god nytte, når flyene igen skal bruges til at observere fra; bare i en anden sags tjeneste.
- Hjemmeværnets fly hører til Eskadrille 270, der består af frivillige fra Hjemmeværnet.
- Eskadrillen holder til i Aalborg på Flyvestation Aalborg og i Roskilde i Tune Lufthavn.
- Hver besætning på et af flyene består af to piloter og en systemoperatør - der er den, der betjener flyets sensorsystemer. Derudover er der en mand på jorden, der hjælper med at gøre flyet klar til start og betjener bilen, som det såkaldte downlink-udstyr er monteret i.
- Piloterne skal selv have et certifikat med i tasken, når de starter i eskadrillen. Det betaler Hjemmeværnet ikke for. Med de nye Twin Otter-fly har Hjemmeværnet dog betalt for den uddannelse, piloterne skal have specifikt for at måtte flyve netop den flytype. De gamle fly kunne flyves på en mere generisk "mindre fly med to stempelmotorer"-tilladelse.
- Al anden uddannelse af systemoperatørerne og jordpersonalet foregår i Hjemmeværnet.
- P.t. er der ikke plads til flere piloter i eskadrillen, mens der er ledige pladser primært blandt jordpersonalet samt i øvrige støttefunktioner i eskadrillens stab. Eskadrillens medlemmer hører til blandt dem i Hjemmeværnet, der bruger allerflest timer i tjenesten.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.