Coronavirus

Nye restriktioner: Det her må du, og det her må du ikke

Et forsamlingsforbud på fem mennesker og en stærk appel til ikke at mødes var statsministerens udmelding på tirsdagens pressemøde. Men hvad kommer de nye restriktioner og anbefalinger til at betyde for dig?

Fra og med onsdag 6. januar gælder et nyt forsamlingsforbud på fem personer. Grafik: Jette Klokkerholm

Fra og med onsdag 6. januar gælder et nyt forsamlingsforbud på fem personer. Grafik: Jette Klokkerholm

- Det er en rigtigt alvorlig situation.

Sådan har det lydt mange gange siden marts i fjor, og det var også budskabet fra statsminister Mette Frederiksen, da hun tirsdag indledte endnu et pressemøde.

Denne gang betyder den alvorlige situation, at forsamlingsforbuddet endnu en gang sættes ned.

Nu må man således kun samles fem personer i det offentlige rum.

Men med det forudgående 10-personers forsamlingsforbud har der i forvejen været lagt en dæmper på den stor del af aktiviteten i samfundet. Så hvilke ting må man nu gå glip af? Og hvad er det helt præcist, der er påbud, og hvad er blot anbefalinger?

Det må du ikke:

Udendørs idræt

Når forsamlingsforbuddet sættes ned til fem personer, vil det gå ud over breddeidrætten. Hidtil har den indendørs idræt været lukket, mens udendørs aktiviteter som fodbold-, mountainbiking- og løbeklubber har kunnet fortsætte, såfremt man holder sig under det generelle forsamlingsforbud på 10 personer.

Men nu nedsættes dette altså til fem personer, og derfor må man indtil 17. januar sløjfe træningen med sit 7-mands-hold. Og dermed også de lunkne pilsnere i omklædningsrummet bagefter.

På tur med hele familien

Når man ikke længere må samles mere end fem personer, betyder det også, at man må lægge en dæmper på familie-hyggen. Hvis man vil gå en tur i skoven eller gennem byen, så må man højst være fem. Det vil altså sige, at en familie på fire ikke kan invitere bedsteforældrene med på tur - i hvert fald ikke, hvis man har tænkt sig at overholde det nye forsamlingsforbud.

Det anbefales:

Mindre og færre besøg

Selvom selve forsamlingsforbuddet på fem kun gælder i det offentlige rum, så opfordres man også privat til ikke at samles mere end fem personer. Alt efter hvor stor din familie er, kan det betyde færre eller ingen gæster i hjemmet. Hvis I er en familie på to voksne og to børn, så kan man altså ikke få besøg af begge bedsteforældre – hvis altså man følger anbefalingerne.

Rent juridisk gælder forsamlingsforbuddet ikke i private hjem – og der er derfor stadig lovligt at være samlet mere end fem hjemme hos sig selv. Men myndighederne anbefaler højst fem mennesker i hjemmet, medmindre man allerede bor sammen.

Aflys alle aftaler, det er muligt

I det hele taget lyder opfordringen, at man aflyser alle de sammenkomster, man kan, og holder sig derhjemme. Så har du for eksempel planlagt en brætspilsaften med vennerne eller et familiebesøg med onkler og tanter, så lyder opfordringen altså at aflyse.

Handl ind alene

Selvom det nye forsamlingsbud har en grænse på fem personer, så er myndighedernes klare anbefaling med hensyn til dagligvareindkøb, at man nøjes med én person per husstand, når der handles ind.

Det må du gerne:

Tage i kirke

Der er i skrivende stund ikke meldt nogen nye restriktioner ud for kirkerne, og de er derfor stadig undtaget det generelle forsamlingsforbud på fem personer. De gældende restriktionerne for folkekirken er fra 21. december, hvor der blandt andet står, hvordan kirken kan regne sig frem til, hvor mange der må lukkes ind. Gudstjenesterne fortsætter altså endnu.

Tage på arbejde – hvis du får lov

Det er op til arbejdsgiveren, hvorvidt medarbejdere skal sendes hjem. En række offentligt ansatte er sendt hjem, men personer med kritiske arbejdsfunktioner skal stadig møde ind på arbejde, og daginstitutionerne holder også stadig åben. Selvom der opfordres til hjemmearbejde, så opfordrer regeringen også virksomhederne til at opretholde aktivitetsniveauet. Så medmindre din chef siger noget andet, skal du altså stadig møde ind på arbejde i morgen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.