Badehotel og kendt kok slår sig sammen
Nordjysk badehotel i nyt samarbejde med to kokke - en af dem er lidt af en kendis
Opdateret kl. 11:44
Hotel Strandlyst er kendt for sin badehotels-charme, lyse stuer og havet og stranden lige i nærheden.
I år byder de sågar som noget nyt på et old school Badehotels-ophold a la den kendte tv-serie, og det bliver med pianist og rolig atmosfære, ligesom der bliver ringet ind til den fælles aftensmad.
Nu frister badehotellet med endnu en ny ting:
Hotel Strandlyst, som ligger i Tornby lidt syd for Hirtshals, har indgået et samarbejde med kok Michael "Miv" Pedersen, kendt fra Restaurant Tabu i Aalborg og fra tv-programmet "Miv og Møller", samt med kok Christoffer Ramberg, der driver Restaurant Lilleheden i Hirtshals.
Samarbejdet kommer til at have fokus på bryllupper og selskaber, hvor Hotel Strandlyst ønsker at intensivere indsatsen.
- Vi vil godt accelerere lidt på bryllupper, og vi har haft en del forespørgsler på bryllupper med overnatning, hvor man lejer hele hotellet. Det vil vi gerne sætte mere ind på, fortæller Malene Bredvig, der ejer og driver hotellet.
Det betyder, at de to kokke kan rykke ind i køkkenet på hotellet til for eksempel et bryllup, et sølvbryllup eller et andet selskab.
- Vi vil gerne have et lidt bredere udvalg rent menumæssigt, hvor det kan være både tre eller fire retter eller social dining, fortæller Malene Bredvig.
Hotellet laver også selv mad, men med samarbejdet med de to kokke kan hotellet tilbyde flere muligheder til dem, der skal holde fest.
- Vi brænder også for traditionel mad, men vi kan også tilbyde et mere bredt spektrum for dem, der gerne vil have noget lidt andet.
Det kunne for eksempel være social dining, hvor man får små fade på bordene, hvor man deles lidt om maden.
- Det vil mange gerne have til bryllupper. Det er meget oppe i tiden, oplever Malene Bredvig.
Går et gear op
Malene Bredvig har indtil nu samarbejdet med Uffe Nielsen i teatercaféen på Vendsyssel Teater, men da han stoppede, skulle hun finde sig en ny samarbejdspartner.
- Her valgte jeg at geare op og samarbejde med to restauratører, også for at være meget fleksibel, fortæller Malene Bredvig.
Hun fortæller, at hun har valgt de to kokke ikke alene for deres evner til at lave mad, men også fordi de er tillidsvækkende og troværdige kokke, og så spiller det også ind, at de begge har elever.
- Det vil jeg gerne støtte op om, da vi også i fremtiden skal have dygtige kokke og tjenere til at drive denne branche fremad.
Malene Bredvig fortæller, at det nye samarbejde gerne skal komme til at betyde, at endnu flere kan få øjnene op for Hotel Strandlyst.
- Før i tiden var der rigtigt mange, der blev gift her. Det kommer til at betyde, at vi kan nå bredt ud, siger Malene Bredvig, der håber, at flere kan få øje på hotellets charme og hygge.
- Det er jo et sted, som oser af ægte badehotel, siger hun.
Hotel Strandlyst har plads til bryllupper med 120 gæster, og der er overnatning til 70 personer, hvis man lejer hele hotellet.
- Det er der flere og flere, der gør. Vi har to til efteråret, og i påsken næste år er det også udlejet, fortæller Malene Bredvig.
Hotel Strandlyst i Tornby er et af Danmarks ældste badehoteller. Da dørene blev åbnet for første gang i 1895, fungerede hotellet som pensionat for de københavnske gæster.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.