Nyt udbrud af corona-virus på nordjysk minkfarm

Fødevarestyrelsen har fundet COVID-19 i endnu en nordjysk minkfarm. Besætningen er underlagt skærpede restriktioner for at undgå smittespredning

Det er ikke første gang, at der udbryder corona-virus på en minkfarm i Nordjylland. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen <i>Kim Dahl Hansen</i>

Det er ikke første gang, at der udbryder corona-virus på en minkfarm i Nordjylland. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Kim Dahl Hansen

HJØRRING:Fødevarestyrelsen har denne uge udtaget nye prøver i fire minkfarme. Testresultaterne viser, at der var COVID-19 i én af farmene.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse .

Det er femte gang, at der udbryder corona-virus på en minkfarm i Danmark, og femte gang at minkfarmen ligger i Nordjylland.

Alle fire minkfarme er fortsat underlagt skærpede restriktioner for at undgå smittespredning.

- Skærpede restriktioner betyder blandt andet, at alle der kommer i minkfarmen skal bære særligt beskyttelsesudstyr, gå i bad og vaske sit tøj efter de har været inde i farmen, siger beredskabschef Nikolas Hove Kühn fra Fødevarestyrelsen.

- For den smittede besætning kræver vi endvidere, at indhegningen bliver grundigt efterset, og at der dagligt holdes "mandtal" over minkene.

Fødevarestyrelsen har siden juni måned stået for COVID-19-overvågning af minkfarmene. I juni viste en stikprøveundersøgelse blandt 125 minkbesætninger, svarende til 10 pct. af de danske minkfarme, ingen fund af COVID-19.

I juli måned iværksatte regeringen en overvågning, som indebærer, at alle danske minkfarmere skal indsende døde mink til COVID-19-test. Samtidig er det nu et lovkrav, at alle, der færdes i minkbesætninger bruger værnemidler og udarbejder en detaljeret plan for smittebeskyttelse.

Med overvågningsstrategien og de skærpede restriktioner for smittede minkfarme finder regeringen det forsvarligt at lade smittede besætninger leve, da risikoen for smittespredning er minimal.

Fødevarestyrelsen skriver ikke, hvilke nordjysk minkfarm, der er tale om, men oplyser til NORDJYSKE, at der er tale om en minkfarm i Hjørring Kommune.

Hård tid for minkavlerne i Nordjylland

NORDJYSKE har tidligere talt med John Trier Rasmussen, der er bestyrelsesmedlem i Kopenhagen Fur, og han sagde i slutningen af juli, at hvis presset på minkavlerne fortsatte, kunne antallet af mink meget vel blive halveret i Nordjylland i løbet af 2020.

- Det vil ikke komme bag på mig, hvis udviklingen betyder, at der kommer en kæmpe reduktion i avlsbestanden til november.

- Det vil koste arbejdspladser ude i udkantsområderne, hvor mange af farmene jo ligger, sagde han.

Udover corona-udbrud på farmene, er avlerne også pressede af, at auktionerne ikke længere kan gennemføres fysisk, men må foregå online.

Samtidig er gennemsnitsprisen på skind raslet ned de sidste fire år. I 2013 lå den på 612 kroner per skind.

På auktionen i april i år faldt den til 175 kroner, og her har den ligget siden.

De 175 kroner er langt under, hvad det koster at producere et skind.

- Vi skal op og have mellem 230 og 275 kroner, før udgifterne er dækket, sagde John Trier Rasmussen.

Skal ikke aflives

Tidligere er der fundet corona-smitte på minkfarme ved Hjørring, Frederikshavn og Sindal. Alle tre besætningerne blev i den forbindelse aflivet.

Men i juli meddelte fødevareminister Mogens Jensen (S), at man fremover ikke vil aflive coronasmittede mink, men lægge mere vægt på sygdomsovervågning af dyrene og forebyggelse af smittespredning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.