Ørnereservat raser: - Det her risikerer at dræbe fuglene
Vindmøller og solceller vil have meget alvorlige konsekvenser for ørnereservat, forudser ejer
Opdateret kl. 09:47
Planer for både vindmøller og en stor solcellepark kan få fatale konsekvenser for Ørnereservatet øst for Tversted.
Det forudser ejeren, Peter Frank Wenzel.
- Det er som om, at kommunen vil sabotere min mission og min virksomhed og dræbe fuglene potentielt, siger Peter Frank Wenzel til TV2 Nord.
Planerne drejer sig om en solcellepark på 250 hektar og ni vindmøller med en totalhøjde på 200 meter i området omkring Gårdbo Sø.
Rovfuglene, der færdes i Ørnereservatet kan, ifølge ejeren, komme i livsfare, hvis projektet bliver en realitet. For de tror, at vindmøller bare er en lille forhindring de skal udenom. Men det lykkes sjældent for dem, og derfor er der stor risiko for, at de støder ind i vindmøllerne og dør.
- Det er som at smide en børnehaveklasse ud på en motorvej, fastslår ørnereservatejeren overfor TV2 Nord.
Peter Frank Wenzel er anden generation i Ørnereservatet, der blev startet af hans far Frank Wenzel i 1980. Peter Frank Wenzel er vokset op med de store fugle, og valgte at køre attraktionen videre, da Frank Wenzel gik bort i 2015.
Hjørring Kommune har i øjeblikket sendt en lang række vindmølle- og solcelleprojekter i hele kommunen ud i en fordebat, der slutter 6. oktober. Herefter beslutter politikerne, hvilke projekter, der skal laves planlægning for. Der er tale om mere end 30 projekter rundt om i kommunen.
- Grøn strøm er jo fundamentalt for, at vi kan blive ved med at være her. Om det er vigtigere end fuglene, afhænger jo af øjnene, der ser, siger borgmester Søren Smalbro (V).
Hvis Hjørring Kommune beslutter at fortsætte planlægningen for vindmøller tæt på Ørnereservatet, vil ejeren forsøge at finde en anden lokation til Ørnereservatet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.