Uddannelse

Hobro-uddannelse firdobler ansøgertal: Rektor ser to årsager til fremgang

Dania Erhvervsakademi har fået langt flere ansøgere ved at tage direkte kontakt med de unge - men lade uddannelsen være online

Erhvervsakademi Dania i Hobro har succes med online efter- og videreuddannelser.
Erhvervsakademi Dania i Hobro har succes med online efter- og videreuddannelser. Privatfoto

Opdateret kl. 16:47

For et mindre erhvervsakademi, der er eneste videregående uddannelse i Hobro, er en ny uddannelse på skolen en stor nyhed. 

Og nyheden bliver ikke mindre af, at uddannelsen har mere end firdoblet antallet af ansøgere.

Den nye uddannelse kaldes logistikøkonom, og den foregår online. Hidtil har uddannelsen foregået på campus i Hobro, men det har vist sig succesfuldt at vælge at gå online.

Ved udløbet af fristen for at søge ind på studiet var antallet af ansøgere gået fra 10 ansøgere i 2024 på den fysiske uddannelse til 49 i alt på både den fysiske og onlineuddannelse til logistikøkonom. 

- Det bliver hårdt at gå hele sommeren med armene i vejret, lyder det med jubel i stemmen fra rektor for Dania Erhvervsakademi i Hobro, Anders Graae Rasmussen.

- Det er lykkedes os at få vendt skuden med faldende ansøgertal. Demografien skulle tale for det modsatte, eftersom vi får mindre og mindre årgange i uddannelsesalderen. Men jeg ser to årsager til fremgangen: den ene og vigtigste er nok, at vi har været meget opsøgende overfor de unge. Vi har virkelig gjort en ekstraordinær indsats for at vejlede dem. Meget vejledning foregår digitalt, men vi har valgt at tage ud og kigge de unge mennesker i øjnene på ungdomsuddannelserne, forklarer Anders Graae Rasmussen.

Med over 1.000 uddannelser at vælge mellem kan det det være en uoverskuelig proces at vælge. Her mener rektoren, at den personlige kontakt hjælper en hel del. 

Den anden forklaring kunne ifølge rektoren være, at der er sat begrænsninger på universiteternes bacheloruddannelser. Det har man gjort for at skubbe ansøgere i retning af velfærdsuddannelserne - som f.eks. sygeplejerske, der jo lider voldsomt med en tilbagegang på otte procent i ansøgertallet.

- Men hvis en ansøger vil læse økonomi i Aarhus og ikke kommer ind, så vælger vedkommende næppe en uddannelse som sygeplejerske. Så kigger ansøgeren nok efter en anden økonomisk uddannelse, og her er erhvervsakademierne klar med uddannelser, der i sidste instans også kan føre til en kandidat, forklarer Anders Graae Rasmussen.

Antallet af ansøgere til logistikøkonomuddannelsen var sidste år 10 - og her var der tale om en fysisk uddannelse på campus.

I år nåede ansøgertallet op på 49 - og her er der tale om både den fysiske og onlineuddannelsen - det er dog onlineuddannelsen, der står for .

Også antallet af ansøgere med finansøkonom-uddannelsen som 1. prioritet er steget på erhvervsakademiet. Her er det dog knap så markant - men alligevel fra 40 til 51, mens handelsøkonom-uddannelsen har fået 16 1. prioritetsansøgninger mod 11 sidste år.

- Det er jo ikke vilde stigninger, hvis man sammenligner med Aalborg Universitet. Men for et forholdsvis lille uddannelsessted har det stor betydning i forhold til, hvor mange hold vi skal starte op. I og med vi er den eneste videregående uddannelse i Hobro, betyder sådan en fremgang meget for studiemiljøet i byen, lyder det fra presseansvarlig Anne-Mette Gyldenløv Grosen, Dania Erhvervsakademi.

Generelt er antallet af ansøgere gået fra 968 til 1264 ansøgninger med en Dania-uddannelse som 1. prioritet. Dania Erhvervsakademi har syv lokationer i Jylland med Hobro som den ene af dem. Antallet af udbudte uddannelser er omkring de 30 og spænder lige fra automationsteknolog over multimediedesigner til optometrist.

Rektor Anders Graae Rasmussen oplyser, at der ikke skal findes nye lokationer til de mange ansøgere.

- Langt de fleste vil blive optaget på uddannelserne, men der vil også være nogle, der bliver skuffede den 28. juli, understreger rektoren.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden