Hjallerup marked

Bekymring før marked: For meget druk blandt helt unge

SSP-samarbejde i Aalborg Kommune bekymret forud for folkefest i Hjallerup

"Drik med respekt", står der på ølkrusene ved Hjallerup Marked. Det er også det, SSP er fortaler for. Samtidig med, at man opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om alkohol og laver aftaler med dem forud for folkefesten i Hjallerup.
"Drik med respekt", står der på ølkrusene ved Hjallerup Marked. Det er også det, SSP er fortaler for. Samtidig med, at man opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om alkohol og laver aftaler med dem forud for folkefesten i Hjallerup. Foto: Torben Hansen

Opdateret kl. 16:15

Danmark har en kedelig rekord i druk blandt helt unge. Og det har gjort, at SSP i Aalborg Kommune - samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi - på baggrund af en række hændelser sidste år nu forud for en af Nordjyllands helt store folkefester Hjallerup Marked går ud med en kraftig opfordring til forældre om at lave aftaler med deres helt unge mennesker.

Opfordringen fra SSP Aalborg går på, at forældrene får lavet nogle gode aftaler, dels om børnene overhovedet må drikke alkohol og i givet fald hvor meget, dels om hvem de går sammen med, så de ikke risikerer at være overladt til sig selv, hvis det skulle gå galt med alkoholen - eller på andre måder.

"Sidste år var særligt torsdagens koncert et tilløbsstykke for rigtig mange unge fra hele landsdelen. Der sås mange meget berusede unge, der ikke var i stand til at tage vare på sig selv. Samtidig blev der rapporteret om et stort udbud af alkohol, forskellige nikotinprodukter og euforiserende stoffer. Det er bekymrende", lyder det blandt andet i skrivet fra Aalborg Kommunes SSP til alle forældre med børn i udskolingsalderen - det vil sige 7., 8. og 9. klasse.

Torsdagens fest i Hjallerup Marked store telt har ifølge SSP-konsulenten fra Aalborg Kommune ofte deltagelse af helt unge mennesker - og rigtig mange af dem kommer fra Aalborg Kommune, fastslår hun. Foto: Martin Damgård

- Det er vigtigt for mig at understrege, at der ikke er tale om en advarsel mod Hjallerup Marked som sådan og alle de gode aktiviteter og alt det gode frivillige arbejde, der foregår i den sammenhæng. Det er super godt, at de unge mødes og gerne vil være sammen med andre ved markedet. For os er det bare vigtigt, at forældrene forud for markedet får taget de her vigtige snakke med deres barn, fastslår Rikke Møller Larsen, SSP-konsulent hos Aalborg Kommune.

- Vi kommer fra Aalborg Kommune til at levere et rigtig stort antal unge til Hjallerup Marked. Derfor fandt vi det naturligt at udsende opfordringen til forældrene. Og vi handler på nogle beretninger fra sidste år, hvor vi ved, at rigtig mange af vores udskolingselever tog til Hjallerup Marked for at feste, og hvor det i nogle tilfælde var løbet af sporet, siger SSP-konsulenten.

Beretningerne derfra gik på, at der var rigtig mange, der var "enormt fulde". Men ellers vil hun ikke konkretisere hændelserne.

- Flere unge var så fulde, at de havde svært ved at tage vare på sig selv. Vi ved også, at forskellige stoffer og nikotinprodukter var forholdsvis let tilgængelige, og derfor fandt vi, at det rigtige at gøre var at lave et forældreskriv, hvor forældre lige på et oplyst grundlag får viden om, hvad de sender deres børn til. Det er en folkefest med mange helt unge mennesker samlet, og ud fra det perspektiv er det vigtigt at få lavet nogle gode aftaler med sit barn om, hvordan et besøg til sådan en kæmpefest skal forløbe, lyder de fra Rikke Møller Larsen. 

Tre gode råd til forældrene

Hvis dit barn må drikke alkohol, er det en god idé at lave aftaler om hvad og hvor meget. Når rigtig mange mennesker er forsamlet, er det en god idé at skrue ned for alkoholindtaget, så det er et sikkert og trygt sted at være for alle. 

Lav tydelige aftaler med dit barn om, hvordan besøget på Hjallerup Marked skal forløbe og interessér dig for, hvem dit barn følges med, og hvordan dit barn kommer sikkert hjem.

Vær i kulissen, så dit barn kan få fat i dig og har mulighed for at komme sikkert hjem. Som forælder har du ansvaret.

SSP Aalborg Kommune

 - Vi er ikke ude i at sige, at uha du må ikke sende dit barn til Hjallerup Marked. Det er slet ikke det, vi vil. Det er et superfint sted at hænge ud med venner og prøve de ting, man nu kan i tivoli, være med til fester og så videre. Det, vi bare bliver bekymret for, er, om der egentlig er en bagstopper for det her, så de unge har mulighed for at få den hjælp, de nu har brug for. Er der hånd i hanke med, at de unge drikker på et niveau, hvor man kan tage vare på sig selv, forklarer Rikke Møller Larsen.

Det er første gang SSP-samarbejdet i Aalborg Kommune går ud med en sådan opfordring til forældrene, og det er ikke koordineret med de øvrige kommuners SSP-afdelinger eller med ledelsen af Hjallerup Marked. Men Rikke Møller Larsen har fået meldinger om, at SSP-afdelingerne i flere andre kommuner i Nordjylland har udsendt lignende beskeder.

- Det her er også et led i, hvordan vi arbejder med, at vi i Danmark har en alkoholkultur blandt de helt unge, som er bekymrende. Det kan give kedelige oplevelser, dels er der større risiko for konflikter, dels er der større risiko for at gøre ting, man senere fortryder, fordi ens dømmekraft er sat lidt ud af spil, når man drikker. Og så er der jo også et sundhedsperspektiv i, at den meget tidlige alkoholdebut kan være skadelig for de unge menneskers hjerner, lyder advarslen fra SSP-konsulenten.

- Det er jo også derfor Sundhedsstyrelsen i deres anbefalinger har skærpet aldersgrænsen for alkohol til 18 år. Det er, fordi en tidlig alkoholdebut er skadelig, fastslår Rikke Møller Larsen.

Hun tror også på, at snakkene mellem forældre og deres børn fører noget godt med sig.

- Vores erfaring er, at de fleste unge mennesker gerne vil tale med deres forældre om tingene og har respekt for, at der sættes nogle rammer, om må du drikke, og hvor meget og hvornår de skal være hjemme. Det er den vigtigste forebyggende faktor, siger hun.

Og så forklarer Rikke Møller Larsen, at SSP i Aalborg Kommune ikke er gået ud med en lignende opfordring forud for Aalborg Karneval.

- Det, der er sondringen mellem Aalborg Karneval og Hjallerup Marked, er, at deltagerne i karneval er et ældre segment - langt flere er plus 18 år. Vi har da formentlig også udskolingselever, der deltager i karneval, men oplevelsen er, at Hjallerup Marked trækker dem, som lige er en tand yngre, og derfor er vores målgruppe, forklarer Rikke Møller Larsen. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden