Organerne sagde stop: Jeg stirrer på din kiste

Jeg stirrer på din kiste. Jeg forstår det ikke. Jeg mødte dig, da vi begge var omkring 14 år. Du var begyndt til fodbold. 

Vi havde aldrig mødt hinanden før, men alligevel tog du med mig hjem efter træning, og vi lyttede til plader. 

Det var, som om vi altid havde kendt hinanden.

DU VAR min første rigtige ven. Du kom ind på et kritisk tidspunkt i mit liv og gav mig troen på, at det var okay at være mig. Du gav mig tryghed i det at være teenager. Du var mit kompas i en verden mellem barn og voksen, som jeg havde svært ved at navigere i.

VI BRUGTE utallige aftener i telefonboksen i Nygade. 

Vi telefonerede til forskellige piger. Altid efter klokken 20, for da fik vi mest for enkronerne, hvis det da ikke lige var Træfpunktet, og vi måtte vi have de store mønter frem. Femkronerne. Vi smugkiggede, når Morsø Pigegarden øvede i hallen. Vi havde begge en svaghed for lårkort, lår og hofter.

Du mestrede om nogen evnen til at charmere pigerne. Dit lyse hår, dine blå øjne, dit flotte smil og pæne udseende var uimodståeligt. Og ikke mindst dit milde sind og godmodige væsen. Du gik lige ind i folk med træsko på.

DU VAR med til at starte lokalradioen tilbage i 1987. Du var ikke bare studievært. Du var en dygtig studievært. Du havde en gudbenådet radiostemme. Du jokede med, at Radio Viborg ville ringe og tilbyde dig ansættelse. Jeg troede faktisk, det ville ske. Vi tegnede, regnede, målte, savede og skruede og skabte en diskoteketspult, og tog rundt, og spillede plader til små fester. Vi brugte timer hver uge på at stå ved skranken ved Expert Radio i gågaden og lytte til de nyeste singler, maxisingler og lp'er.

VI KØBTE ens cykler, pakkede teltet, og afsted det gik til Kruså Camping. Vi havde kun én overnatning på vejen derned. Det var vi ret stolte over. Vi blev enige om, at det var, fordi vi kørte ned ad Jylland og ikke op!

En anden gang lejede vi et sommerhus i Egense med svømmepool. Vi udgav os telefonisk for at være voksne for at få lov til at leje huset. Vi øvede lånte cpr-numre ud gennem politiskoven hver lørdag aften, da vi ikke var gamle nok til at komme ind på Strandpavilionen.

TIL MORSØ Festen gik vi armgang på en line ud midt i havnen i jagten på pengesedler. Vi lejede et lokale, og fejrede vores 18-års fødselsdage. Der trak vi et kondom over hovedet, og pustede den op gennem næsen, til den sprang. En tåregasgranat blev vist også detoneret. Det var evigt sjovt. Forstå det hvem der kan det.

VI TALTE om vores håb og drømme for fremtiden, hvad vi ville, og hvad vi ikke ville, vi badede nøgne i Limfjorden, stod på skuldrene af hinanden, og smugkiggede ind i pigernes omklædningsrum, spillede dong, slog søm i, festede til den store guldmedalje, spillede fodbold på Danmarks ringeste niveau, men vi var ligeglade. Vi var to uskyldige teenageknægte, der knap havde hår på bollerne, men det der betød noget, var, at det var evigt forår og sommer, vi var unge, venner, frie og fyldt med ungdommens gåpåmod. Vi var udødelige, og verden lå for vores fødder.

JEG STIRRER på din kiste. Du blev 52 år. Jeg forstår det ikke. Min storebror døde i 2019, 50 år gammel. Jeg forstår det stadig ikke. I døde af samme sygdom. Alkoholisme. Organerne sagde stop for et årelangt on and off afhængighedsforhold.

I BYENS gader blev du omtalt som en sut. En drukkenbolt. Men du var hverken en sut eller drukkenbolt. Du var syg. Alvorligt syg af alkoholisme. Det bliver man nødt til at forstå, inden man peger fingre. ”Han valgte jo selv”, var der én, der sagde til mig, da jeg forleden besøgte barndommens gade. 

Nå, gjorde han nu også det? Ingen vælger selv at blive alkoholiker.

Det er ikke et aktivt valg, man tager. Det er en alvorlig sygdom, der langsomt kommer snigende som en tyv om natten. Ligesom mange andre sygdomme, som først opdages langt henne i forløbet. Det kan ramme alle, uanset samfundslag.

DET ER så typisk dansk at pege fingre og tale om manden på bænken, den sociale taber, sutten, drukkenbolten, mens de selvsamme borgere, der udskammer uden kvaler drikker sig sanseløs berusede i forskellige sociale sammenhænge. For det er til gengæld accepteret adfærd i vores samfund. Både at pege fingre og drikke sig i hegnet. Det har det altid været.

VI FESTEDE også kun i sociale sammenhænge, da vi var unge. Vi pegede også fingre af manden på bænken, mens vi selv drak os i hegnet og fremstod mindre heldige. Som dengang du reddede mit liv. Du fandt mig ude i skoven i en snedrive. Splitternøgen. Hvordan jeg endte der, ved jeg ganske enkelt ikke. Ej heller den manglende påklædning. Du fik mig ind i et badekar, hvor jeg, så at sige, badede i mit eget opkast natten igennem. Dagen efter grinede vi af, hvor stangstive vi begge havde været, og hvor fantastisk en fest, vi havde haft! Det er jo sådan, man gør. I vores kultur. Man drikker sig i hegnet.

Jeg stirrer på din kiste.

VI BLIVER nødt til at have en samfundsmæssig diskussion om, hvordan vi behandler vores medborgere, som er ramt af sygdommen alkoholisme. Som det er i dag ses alkoholikere som andenrangs borgere, rubricerende og marginalt. Ikke blot i den almene offentlighed, men også i sundheds- som i det politiske system. Det gjorde man også i gamle dage. Sådan har det altid været. Alkoholisme er noget selvforskyldt, og skyldes en svag karakter. Men et sådan menneskesyn anno 2023 er både etisk som moralsk forkert. Selvom alkoholisme er klassificeret som en sygdom af WHO, betragtes det ikke som en sygdom på lige fod med andre sygdomme i sundhedsvæsnet.

DET ESTIMERES, at 850.000 medborgere her i Danmark har et storforbrug af alkohol. 585.000 har et såkaldt skadeligt forbrug. 140.000 har et afhængighedsforhold. Det koster samfundet godt 13 milliarder om året i alkoholrelaterede omkostninger. 

Til sammenligning investerer samfundet 360 millioner årligt på decideret alkoholbehandling. Det er en pinlig prioritering, når samfundet samtidig, årligt, får godt 4 milliarder ind i moms og andre afgifter. Sundhedsvæsenet er presset til det yderste i disse år, derfor kan man kun undre sig over, der bruges så store økonomiske midler på brandslukning fremfor reel behandling.

KAN MAN forestille sig en hvilken som helst anden sygdom, der kan helbredes, men sundhedsvæsnet prioriterer ikke at gøre det? Nej vel. Jeg forstår til fulde, at alkoholisme ikke kan helbredes, men at det er en sygdom, man lever med, passer og plejer, og drager omsorg for dagligt. Ligesom mange andre uhelbredelige sygdomme.

I GRUNDLOVEN fremgår det, at "Hvis man f.eks. i en periode er så syg, at man er til fare for sig selv, kan man frihedsberøves”. Hvorfor blev mine nære ikke frihedsberøvet af deres privatpraktiserende læge eller andre offentlige instanser de var i kontakt med, når de åbenlys var til fare for dem selv, og kirkeklokkerne ringede i horisonten?

Hvorfor?

Berøringsangst?

DET ER normal praksis, at hvis man udviser suicidal adfærd sørger den privatpraktiserende læge for, at man bliver indlagt på intensivafdelingen eller det mere stigmatiserende navn, ”Den lukkede”. Det kan ske frivilligt eller med tvang. Vi kan ikke acceptere, at vores psykisk syge medborgere gør selvmord. Selvfølgelig kan vi ikke det. Det er etisk, moralsk og menneskeligt forkert.

MEN HVORDAN kan man så som samfund stiltiende acceptere, at alkoholikeren gør selvmord? For det er jo det, der sker. Det er hykleri. Dobbeltmoralen driver ned af væggene her i landet. For hvis det er et spørgsmål om den personlige frihed, hvorfor må den psykisk syge så ikke gør selvmord? Alkoholikeren er heller ikke i mental balance og ved sine fulde fem men dybt påvirket af stoffet alkohol. Men det accepterer vi.

HVORFOR gælder behandlingsgarantien ikke for vores medborgere, som er ramt af alkoholisme? Det er ikke alle, der kan nøjes med ambulant behandling, ugentlige samtaler, gentagne afrusninger og opbevaring på et bosted men har brug for akut intensiv døgnbehandling for at kunne overleve og igen leve livet. Det fik de ikke. Resten er historie.