Orla Hav: Mange misforstår, hvordan man reelt får indflydelse i kommunalpolitik
Opdateret 28. november 2025 kl. 10:32
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Masser af forargelse, men egentlig er der mere brug for forklaring. Vi lever heldigvis i et land, der konsekvent hylder demokratiet, og derfor har vi som borgere adgang til at sammensætte de fora, der skal lede udviklingen på den store bane og på de mindre.
Alternativer ser vi praktiseret i alt for mange lande og med uhyggelige konsekvenser og perspektiver: Løgn, ufred, forfølgelser, terror og manglende respekt for det enkelte menneske. Ja, spillet om indflydelse på retningen for samfundsudviklingen har mange udtryksformer og ikke alle er lige kønne, men dog forståelige og forklarlige.
Det gælder om at opnå så mange mandater for den liste eller parti, man arbejder sammen om. Her er vælgerne i fokus og har retten til at vælge.
Når mandaterne er fordelt, så gælder det om at opnå den størst mulige gennemslagskraft for sin listes værdier. Det sker, ved at sikre sig indflydelsesrige poster eller positioner og ved at indgå aftaler med andre listers repræsentanter.
Mange misfortolker dette helt regulære spil om indflydelse med interesse for personligt at opnå indflydelse og goder. Positionerne er midler til at fremme indflydelse.
Oftest foregår dette spil om magten civiliseret og respektfuldt overfor vælgernes domme og mandatfordeling. Det forventer vi vel også som vælgere, da de valgte er trænede i demokratiets spilleregler.
Brud af spilleregler
Det sker, at vores opfattelse af det smukke i demokratiet udfordres ved brud på de ellers velindarbejdede spilleregler. Når aktører først siger ja til et forpligtigende fællesskab og få dage efter siger ja til nogle andre, fordi det kaster en anden position af sig, så udfordres vores opfattelse af "gentleman agreement".
Et mangeårigt godt samarbejde blev sat på spil i bestræbelserne på at få større magt end egne mandater rækker til og fælles værdier byttes ud med andre blot for at sikre en bedre position.
Borgmesterposten er vigtig i en kommune, da det er den, der primært skal sikre ordentlighed og fremdrift i beslutningerne. Kravene til borgmesteren er mange, men to helt væsentlige er tillid og ordholdenhed. Dette forsyndede den Radikale Venstres spidskandidat sig mod, og det reagerer vi som vælgere på.
Når ordentligheden bliver brudt udfordres de mennesker, der sætter denne dyd i højsædet og agerer for at værne om ordentlighed og tillid. Et enkelt medlem, med et højt demokratiske sindelag og respekt for høje idealer for omgangen med magt og indflydelse trådte i karakter og nægtede at være med på en negativ dagsorden om at det skulle gælde om at styrte eller vælte personer, men at der bør ligge en positiv målsætning for de folkevalgtes arbejde for egn og befolkning.
Dette til trods for en presse, hvis væsentligste bidrag til valgene har været, at vælte repræsentanter for velafprøvede værdier i lokalsamfundene.
Må jeg udtrykke min store respekt for Lasse Frimands håndtering af en svær udfordring af de demokratiske og medmenneskelige værdier. En borgmester, der er positiv åben og ærlig i samspillet med borgerne og særdeles bevidst om at fremme udvikling og tryghed i sin kommune. Han er da værd at bakke op om.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.