Minkavl

Over tre millioner nordjyske mink slået ned - men politiet mangler stadig noget

Ballade om lovgrundlag har forsinket operationen

Aflivningen af over tre millioner mink i Nordjylland er gennemført, men politiet mangler stadig et par besøg. Arkivfoto: Torben Hansen
Aflivningen af over tre millioner mink i Nordjylland er gennemført, men politiet mangler stadig et par besøg. Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:24

NORDJYLLAND: Alt er slået ned. Vi afventer kun besked om 26 minkfarme, der selv skal pelse deres mink.

Sådan lød meldingen tirsdag fra politiinspektør Ole Kristensen fra Nordjyllands Politi om aflivningen af samtlige knap 3,2 millioner mink i landsdelen.

Politiet har ansvaret for koordineringen af den omfattende operation, efter regeringens beslutning om, at alle mink i Danmark skal aflives.

Frygter muteret virus

Masseaflivningen sker i forsøg på at forhindre muteret corona-virus i at brede sig til flere mennesker. Det frygtes, at den muterede virus i værste fald kan medføre, at kommende vacciner mod covid-19 ikke er effektive.

Fødevarestyrelsen har stået for aflivningen af mink i smitteramte besætninger samt minkfarme op til 7,8 kilometer fra de smittede besætninger.

Det drejer sig om 259 minkfarme i Nordjylland.

Vi har holdt lidt igen med at besøge disse 26 minkfarme, indtil lovgrundlaget var på plads
Ole Kristensen

Tirsdag formiddag manglede politiet at besøge yderligere 26 minkfarme i kommunerne Mariagerfjord, Aalborg og Rebild.

I de minkfarme er der ikke registreret smitte, og de lå ikke tæt på smittede farme. Derfor fik de minkavlere besked på, at de selv skulle aflive egne mink.

Men den besked har regeringen ikke haft lovhjemmel til at give minkavlerne.

Operation ventes slut senest fredag

- Vi har holdt lidt igen med at besøge disse 26 minkfarme, indtil lovgrundlaget var på plads, siger Ole Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Han forventer, at politiet nu kan gennemføre de sidste besøg for at tjekke, at alle mink ér aflivet.

Først derefter er den store aflivningsoperation i Nordjylland helt afsluttet.

Politiet forventer at disse sidste besøg er gennemført senest fredag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden