Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

I generationer har vi accepteret, at kvinder "går i overgangsalderen". Som noget, man bare skal igennem. I stilhed. Uden at spørge om hjælp. Uden at nogen for alvor interesserer sig for, hvordan det egentlig føles at være midt i det.

Jeg er selv midt i livet. Jeg er ikke i overgangsalderen endnu, men jeg mærker allerede, hvordan kroppen forandrer sig. Og jeg er vokset op med fortællinger om svedeture, søvnløse nætter og humør, der slår knuder. Som om det bare var kvindens lod. Noget, man skal bide i sig.

Nogle gange får man næsten fornemmelsen af, at Jakob Kjeldberg står på sidelinjen og råber: "Det skal sgu være hårdt!"