Partihopperi er skadeligt for demokratiet

DEMOKRATI:46.272. Så mange danskere afleverede en blank stemmeseddel efter en tur i stemmeboksen ved Folketingsvalget i november 2022.

Det svarer til en tidobling siden 1950’erne og knap en fordobling siden forrige valg i 2019.

Det er en bekymrende udvikling, som jeg mener, man skal tage meget alvorligt.

EN STOR del af befolkningen føler sig politisk hjemløse. Og det forstår jeg på den ene side godt.

Flere eksperter peger på, at årsagen til den stigende politiske hjemløshed bunder i en grundlæggende mistro til det politiske system. Hovedsageligt fordi de folkevalgte politikere springer rundt fra parti til parti. Nærmest som vi andre skifter underbukser.

Og det er da klart, at når dem, der skal være med til at sætte retningen for landet, for kommunen, regionen, eller EU, ikke kan finde ud af, hvilket ben de skal stå på... ja, hvordan skal befolkningen så kunne?

POLITIKERE rangerer helt i bunden på troværdighedsskalaen. Her ligger de sammen med bilforhandlere og journalister. Og helt ærligt: Med al det partihopperi, vi ser gang på gang, så forstår man da godt, at helt almindelige vælgere har svært ved at stole på, hvad politikerne siger.

FOR DEN ene dag, når der skal stemmes, så står politikeren inde for et bestemt parti, der har gjort vedkommende opstillingsberettiget. Politikeren er altså valgt som kandidat i det parti.

Partiet giver vælgeren en god indikation på, hvad politikeren overordnet står for. Og så sætter man kryds ved den liste. Ved den person. Men den næste dag skifter politikeren parti. Og hvad står vedkommende så for? De samme ting, bare i et andet parti? Eller står politikeren så for noget helt andet og følger det nye partis linje?

DET MÅ som vælger være uhyggeligt svært at vide. Og det er måske bagsiden af den individualisering, der er sket i dansk politik de senere år. Hver mand for sig selv. Og her forsvinder ideologi og overordnede rammer sammen med egoistiske tendenser til hovedløst at shoppe mellem partierne afhængig af vind og vejr.

SET FRA min stol er det en meget skadelig tendens, at politikere vælges ind for et parti og efterfølgende tager mandatet med videre til et andet parti. Det er at svigte vælgerne, når man på den måde tager stemmer fra et parti til et andet. Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, bør man nedlægge mandatet og sende stafetten videre til næste person i rækken.

AKTIVITETEN "partihopperi” er blevet populær gennem hele det politiske system, og det sætter et spørgsmålstegn ved politikeres integritet. En integritet, der har stået for skud i de seneste år, hvor befolkningens politikerlede gradvist er vokset. Det er et problem, som vi bliver nødt til at italesætte.

Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, bør man nedlægge mandatet og sende stafetten videre til næste person i rækken

Direkte oversat betyder demokrati ”folket styrer”. Men det er svært, hvis ikke mandatet bliver i partiet. For man må forstå, at man som borger både stemmer på personen og partiet. Eller måske endda kun partiet. Og så går listestemmerne jo som bekendt til partiets kandidater. Ikke desto mindre er det en væsentlig pointe, at man som politikere oftest er valgt for et parti.

Det er bekymrende, når man på den måde tager listestemmer fra et parti og hopper direkte videre. Det bidrager ikke til den generelle tillid fra befolkningen. Vi er som politikere nødt til at se indad.

I SENESTE valgperiode var der 23 medlemmer af Folketinget, der skiftede stol. Den tidligere rekord lød på 9. Samme tendens gør sig gældende hele vejen fra kommunal- til europæisk politik.

Det er et stort kontraktbrud mellem vælger og politiker, når mandatet tages med videre til et nyt parti. En manøvre der ifølge flere forskere koster på tillidskontoen.

BLANDT partihopperne er der mange forklaringer på den ændrede linje. I en del tilfælde er det politisk uenighed, som danner grundlag for skiftet.

Det forstår jeg ikke. For selvom man er en del af et parti, er der en forpligtelse over for grundloven og over for vælgerne. Politikerne er udelukkende bundet af egen overbevisning. Og selvfølgelig skal man være tro over for sin holdning og overbevisning. Men kan et parti virkelig ændre så drastisk holdning, at man pludselig ikke deler samme overbevisning? Det har jeg svært ved at forestille mig.

MAN KAN naturligvis være uenig i enkeltsager internt i et parti. Men på de grundlæggende ideologiske linjer og menneskesyn, så flytter et parti sig næppe så meget på en enkelt periode, at man ikke kan nedlægge sit mandat og genopstille ved næste valg for et andet parti. Det ville efter min overbevisning være det mest moralsk korrekte.

LAD MIG slå én ting helt fast: Der skal være plads til forskelligheder internt i partierne.

Jeg har været medlem af Venstre, siden jeg var 22 år. Og jeg har aldrig været partiet utro. Men det er heller ingen hemmelighed, at jeg ikke har været enig med Venstre i alting de sidste 43 år. Det ville være mærkeligt. Men jeg er så grundlæggende enig med mit parti, at jeg holder fast i mit dna - også når bølgerne går højt, og når det er svært.

I LANGT de fleste tilfælde har partierne desuden hjulpet politikerne på vej mod Christiansborg eller Bruxelles. Enten gennem listestemmer eller opstilling og støtte. Faktisk kan jeg umiddelbart kun komme i tanke om én, der ikke stillede op for et parti.

Der er selvfølgelig tale om komiker Jacob Haugaard, der gik til valg på kortere køer i Bilka, flere hvaler i Randers Fjord og det nok mest kendte valgløfte - medvind på cykelstierne. Et politisk program som nød stor folkelig opbakning og sendte Haugaard i Folketinget i fire år.

FOR MIT eget vedkommende fik jeg 31.000 personlige stemmer til Europa-Parlaments-valget og var formentlig ikke kommet ind uden listestemmerne fra Venstre.

Derfor mener jeg også, at man er nødt til at være loyal over for de vælgere, der ligger deres tillid i éns hænder. Det er den største tillidserklæring, man kan få som politiker.

Lige nu sætter vælgerne troligt et kryds ud for et parti, med den forventning at mandatet bliver i partiet. Det er bare ikke realiteten, når partiloyaliteten går fløjten hos flere og flere politikere.

DEMOKRATIET oprinder i Athen, hvor man for flere tusinde år siden så begyndelsen til det demokrati, som man kender i dag. Dengang var der tale om direkte demokrati, hvor stemmeberettigede borgere 40 gange om året mødtes til afstemninger. Demokrati i sin reneste form.

Men hvis der skal drages paralleller til dagens demokrati, så er det selvfølgelig helt urealistisk, at borgerne årligt skal tage 40 fridage for at stemme.

I STEDET har hver enkelt borger peget på en person eller et parti, der kan repræsentere deres holdninger. Derfor bekymrer det mig, når politikere vælger at kappe tillidsbåndet til vælgerne og skifter parti undervejs i en periode.

Selv sagt, så er det svært for folket at få indflydelse, når man ikke ved, hvilke mandater der havner hos hvilke partier i løbet af en valgperiode.

Kontrakten og tilliden mellem borger og politiker er en nøgleforudsætning for et sundt demokrati. Men tilliden mellem parterne knækker, hvis ikke politikerne bliver i partierne. Derfor er der også brug for ændringer i tilgangen til politik.

JEG TILLADER mig at spørge: Hvordan er det rimeligt, at listestemmer bringes med videre til andre partier? Hvad kan vi gøre for at genoprette tilliden? Og hvad kan vi gøre for at komme partihopperiet til livs?

Der skal fastsættes en ramme, der sikrer en god og tillidsfuld relation mellem politikere og befolkning. Man skal kunne stole på, at indflydelsen også bliver, der hvor man sætter sit kryds.

I Altinget kommer tidligere Christiansborg-rådgiver Jacob Bruun Christensen med fire muligheder til at begrænse partihop.

MENS forslag om grundlovsændringer og økonomiske straffe ikke er holdbare, var der et par forslag, som jeg ser som mulige løsninger på situationen.

For blot at nævne et enkelt eksempel, så bør vi se nærmere på muligheden for at skabe en ændring af valgloven, som holder sig inden for rammerne af grundloven, så partihopperiet kan begrænses.

DET VIGTIGSTE for mig er at skabe de bedste rammer for, at hvis man ønsker at skifte parti, så nedlægger man sit mandat og sender stafetten videre til næste mand/kvinde hos partiet. Det sikrer, at listestemmerne bliver, hvor de hører til - hos partiet.

Herefter står det politikeren frit for at stille op til næste valg hos det nye parti. Den løsning vil kunne bidrage til at genskabe noget af den tillid mellem politikere og vælgere, som er så altafgørende for et demokratis overlevelse.

ÉN TING, jeg til sidst vil slå fast med syvtommersøm: Mit 43-årige medlemskab af Venstre fortsætter, og jeg stiller igen op til Europa-Parlamentsvalget for Venstre, når danskerne skal i valgboksen til foråret næste år.

Mit 43-årige medlemskab af Venstre fortsætter, og jeg stiller igen op til Europa-Parlamentsvalget for Venstre, når danskerne skal i valgboksen til foråret næste år

Asger Christensen er medlem af Europa-Parlamentet for Venstre. Han blev valgt ind i 2019 med 31.347 personlige stemmer. Han er landmand og har været medlem af Kolding Byråd siden 2013 og formand for Kolding Havn siden 2017.