PCR- og kviktest kan vise forskelligt resultat - få forklaringen her

Du kan teste negativ for covid-19 i en kviktest og kort tid efter være positiv i en PCR-test eller en ny kviktest. Det er ikke en fejl - få forklaringen her

Hvis du får et negativt svar i en kviktest og kort efter testes positiv i en PCR-test, er det ikke udtryk for at kviktesten ikke virker. Grafik Jette Klokkerholm

Hvis du får et negativt svar i en kviktest og kort efter testes positiv i en PCR-test, er det ikke udtryk for at kviktesten ikke virker. Grafik Jette Klokkerholm

Opdatering 24. januar 2022: Sundhedsstyrelsen har 24. januar lempet anbefalingerne for isolation. Nære kontakter skal fremover ikke isolere sig, medmindre de får symptomer. Nære kontakter skal tage en lyntest eller PCR-test tre døgn, efter at den smittede person er testet positiv. Smittede kan afslutte selvisolation, når de ikke længere har symptomer og der er gået fire dage fra testtidspunktet. Har du en positiv test, men ingen symptomer eller lette symptomer, er din selvisolation nedsat til fire døgn. Læs de seneste anbefalinger om dels smittede dels kontakter på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

NORDJYLLAND:Mange danskere undrer sig i opslag på sociale medier over, at de kan teste "negativ" med en kviktest og derefter være "positiv" med en PCR-test taget samme dag. Men der er en god forklaring på forskellen - den får du her:

1. Hvad fortæller et negativt kvik-testsvar?

En kviktest/antigentest/hjemmetest udføres med en podepind i næsen, og påviser virusproteiner i modsætning til den mere følsomme PCR-test, der registrerer om virus' arvemateriale er til stede.

Du skal bruge kvik-testen, hvis du ikke har symptomer, men skal være sammen med en sårbar person, har været til en begivenhed med mange smittede, hvis der er udbredt smitte på din arbejdsplads, eller du skal have et gyldigt coronapas. Til coronapas kan du ikke benytte kviktest til hjemmebrug..

Kviktesten viser ikke om du er smittet, kun om du smitter.

Hvis du får et negativt svar på din kviktest/hurtigtest/hjemmetest f.eks. mandag morgen, betyder det, at du med overvejende sandsynlighed ikke smitter andre med covid-19, hvis du begiver dig rundt i samfundet eller skal besøge sårbare personer den samme dag.

Men du kan alligevel sagtens være smittet og måske udvikle symptomer allerede samme aften eller næste dag og derefter risikere at smitte andre. Resultatet kan lynhurtigt tippe til den anden side. Derfor kan en ny kviktest samme aften give det modsatte resultat.

Testen er ikke så følsom som PCR-testen - derfor kan du også opleve at få et positivt svar på en PCR-test, der er taget på nøjagtig samme tidspunkt. Men du smitter efter al sandsynlighed endnu ikke, så kviktesten har opfyldt sin funktion, hvis den i øvrigt er udført korrekt.

Du kan kun bruge resultatet af en kviktest 12-16 timer frem i tiden - så skal du have foretaget en ny, hvis du vil vide, om det er sandsynligt, at du smitter.

2. Det fortæller et positivt kviktestsvar

En kviktest vil typisk være positiv i den periode, hvor du har virus i næse, svælg og lunger, altså den periode, hvor der virkelig er grund til smitte-alarm, og til at du holder dig isoleret fra andre. Hvis du har symptomer, bør du derfor have valgt PCR-testen, men hvis der er ventetid, kan du godt forinden PCR-testen tage en hjemmetest, så du kan advare dine omgivelser hurtigst muligt.

Hvis du får en positiv kviktest, symptomer eller ej, skal du hurtigst muligt have foretaget en PCR-test. Den kan be- eller afkræfte, hvorvidt hurtigtesten har givet det rigtige svar, og den viser hvilken virus-variant der er tale om, så myndighederne har overblik over hvilke varianter, der huserer, og om nye trænger sig på.

Kviktesten giver som regel kun udslag i det tidsrum, hvor virus er på sit højeste, men også selvom du ikke har symptomer, skal du straks efter et positivt svar gå i selvisolation for at undgå, at du smitter andre, og om muligt holde afstand til dem, du bor sammen med. Læs mere her, hvis din test er positiv.

I grafikken her kan du se, hvorfor der er forskel på resultaterne af de to testtyper: Coronavirus (det orange felt) kan måles nogle dage før med en PCR-test (det blå felt) end med en kviktest/antigentest/hjemmetest (det røde felt).

Grafik:

3. Hvad fortæller et negativt PCR-testsvar?

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver testet med en PCR-test, hvis du har symptomer på covid-19, hvis du har en positiv kviktest eller hjemmetest, eller hvis du er nær kontakt til en person, der er smittet med ny coronavirus. I andre situationer skal du benytte en hurtigtest evt. en hjemmetest.

Hvis du har symptomer bør du gå i selvisolation, indtil du har svar på testen. Hvis testen er negativ, og du derefter fortsat har symptomer, bør du holde dig hjemme, til du er rask.

Med en negativ PCR-test og uden symptomer er du sikker på at du ikke spreder coronavirus den samme dag, og også hen over natten og næste formiddag, maksimalt 36 timer. Derefter begynder den også ret hurtigt at have sine begrænsninger som garanti mod smittespredning.

4. Det fortæller et positivt PCR-testsvar

PCR, hvor man tester i halsen, er en meget følsom testmetode, der leder efter coronavirus' arvemateriale. Testen er så effektiv, at der blot skal få viruspartikler i en slimprøve fra halsen eller næsen til, for at testen påviser infektion med coronavirus. PCR-testens fordel er, at den lidt tidligere end antigentesten advarer om, at sygdommen kan være på vej, så man tidligere kan tage sine forholdsregler.

Men fordi PCR-testen reagerer på selv små mængder virus, eller sågar død virus, kan det også forekomme, at PCR-testen slår alarm, og den smittede må isolere sig, uden at der reelt er grund til bekymring, og der aldrig opstår symptomer

Det skyldes, at den smittede persons antistoffer i nogle tilfælde hurtigt og effektivt har nedkæmpet virus, så der aldrig udvikles symptomer. Personens smitte ville aldrig være blive opdaget ved en kviktest Det betyder ikke, at kviktesten tager fejl, PCR-testen helgarderer blot. Derfor anbefales en kviktest, hvis du ikke har symptomer og ikke er nær kontakt.

5. Kan man stole på kvik-test?

Testen er ikke ligeså følsom og præcis som PCR-testen, og der er derfor højere risiko for både falske negative og falske positive svar.

Testens følsomhed er højere hos personer, der har symptomer, end hos personer uden symptomer på sygdommen, og er dermed en god indikator på, om du risikerer at smitte andre lige nu og her.

Resultatets korte løbetid betyder, at du skal foretage en kviktest dagligt, hvis du vil være helt sikker på at kende din risiko for at smitte andre.

Hvis du har symptomer, skal du have foretaget en PCR-test, uanset hvad din kviktest viser.

Hvis du selv foretager en kviktest derhjemme, kan resultatet ikke benyttes de steder, hvor der forlanges negativ test eller coronapas. Som reglerne er nu, skal testen være udført af sundhedspersoner eller kvalificeret testpersonale, for at have formel gyldighed.

****

Sådan skal dine venner, familie, kollegaer og andre forholde sig, hvis du er testet positiv - kend forskel på "nær kontakt" og "øvrig kontakt":

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden