I oktober trådte en ny EU-forordning om politisk annoncering i kraft. Den skal sikre større gennemsigtighed, når borgere udsættes for politisk reklame på digitale platforme. Allerede nu mærkes konsekvenserne også i Nordjylland.

Både Google og Meta har meldt ud, at de for ikke at komme i konflikt med reglerne, slet ikke vil tillade politiske annoncer i perioden op til kommunalvalget. Det betyder, at valgets kandidater ikke længere kan betale for at få deres budskaber vist på Facebook, Instagram og YouTube.

Intentionen er at beskytte vælgerne mod manipulation og skjult databrug, men konsekvensen er, at kandidaterne mister adgangen til de rum, hvor vælgerne faktisk er.

Politikerne må stadig være aktive på sociale medier, men de kan ikke længere betale for, at deres budskaber når ud over deres egne netværk. Det er en teknisk forskel, men en demokratisk kæmpe forskydning.

Fra annoncer til relationer

Politikerne kan stadig poste frit, men de har mistet adgangen til den mekanisme, som sociale medier i mange år har været bygget op omkring; den betalte rækkevidde. Politikerne kan altså tale, men ikke forstærke deres stemme med annoncekroner.

For de etablerede kandidater kan det måske lykkes at blive hørt. Men for nye kandidater, der før kunne bryde igennem digitalt ved at målrette kampagner mod deres lokalområde, bliver det markant sværere.

Når politikerne ikke længere kan bruge annoncer til at møde vælgerne, bliver demokratiet mere afhængigt af, hvordan det formår at leve i de fællesskaber, hvor politik ikke nødvendigvis kaldes politik – men derimod livsstil, holdninger og værdier. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting.

Det tvinger politikerne til at genfortolke politisk kommunikation. Med den nye EU-forordning handler politisk kommunikation ikke alene om at eje samtalen, men om at være en del af den. Det understreger en pointe, der ofte glemmes: Kommunikation er ikke blot noget, vi sender afsted. Det er noget, vi træder ind i.

Aalborg Kommunes rolle

Der er noget paradoksalt i, at politikerne nu delvist mister adgang til de platforme, hvor borgerne faktisk befinder sig. Særligt for de unge vælgere foregår samfundsdebatten ikke i partilokaler eller læserbreve, men i stories, kommentarer og chatfora. 

Så hvem diskuterer politik med de unge, når politikerne ikke længere kan købe sig til at være en del af deres feed på sociale medier? Når de betalte politiske annoncer forsvinder, står blandt andet Aalborg Kommune tilbage som vigtig aktør. Det forpligter.

For mens politikerne nu må gentænke deres måde at være synlige på, skal kommunen finde balancen mellem oplysning og engagement. Aalborg Kommune kan ikke og skal ikke føre valgkamp. De må ikke annoncere for partier eller kandidater, og de må ikke påvirke, hvem borgerne stemmer på. Men de må gerne kommunikere om selve demokratiet: Hvorfor deltagelse betyder noget.

Netop derfor må kommunen nu steppe op, ikke som talerør for politikere, men som vært for vigtige samtaler. De kan skabe såvel fysiske som digitale rum, hvor vælgerne (også de unge) kan møde demokratiet. Gennem dialog, nysgerrighed og vigtigst af alt: Genkendelige formater. Kommunen har en unik mulighed for at bygge bro. Men det kræver mod til at tale i øjenhøjde med særligt de unge vælgere.

Passiv kommunikation

Og her er der altså et udviklingspunkt: Når Aalborg Kommune kommunikerer om valget, sker det primært i et sprog, der afspejler den interne og administrative tankegang. Der informeres faktuelt præcist, men ikke inviterende. Borgerne får at vide hvor og hvornår der skal stemmes, og hvem der må, men ikke hvorfor valget betyder noget.

Et hurtigt kig på Aalborg Kommunes hjemmeside viser, at fokus ligger på reglerne for kandidatlister og valgret. Her står alt korrekt og intet fængende.

Sproget er myndighedens; upersonligt, passivt og uden forsøg på at skabe relevans for den, der læser med. Valgkommunikationen er pakket ind i overskrifter som “Tilforordnede”, “Valgsteder” og “Ret til at stemme”.

Denne type kommunikation tjener naturligvis et formelt formål. Den skal sikre, at valget afvikles korrekt, og at alle borgere har adgang til de samme oplysninger. Men set med kommunikative øjne er der ingen appel. Kommunikationen formidler ikke demokratisk betydning, men procedurer. Den taler til rollen som borger, ikke som menneske.

For mange – især de unge – bliver denne type kommunikation et symbol på, at kommunalvalg handler om systemer snarere end samfund og individer. Kommunerne bør være de første til at vise, at demokratiet ikke kun er en administrativ opgave. D

et kræver en ny form for kommunikation. En der ikke kun handler om regler, datoer og valgsteder, men om at skabe forståelse for, hvorfor valgdeltagelse betyder noget.

Det kan virke som en teknisk detalje, at politiske annoncer forsvinder fra sociale medier. Men under overfladen ændrer det selve håndværket bag politisk kommunikation. Når politikerne ikke længere må bruge sociale medier på samme måde, ændres hele dynamikken i den offentlige samtale om kommunalvalget.