Voldsomt overfald ved togstation: 41-årig mand anholdt
En 50-årig mand pådrog sig voldsomme skader, da han søndag aften blev overfaldet
Opdateret 15. juli 2024 kl. 06:49
Opdateret søndag klokken 22.44 med nye kommentarer fra Nordjyllands Politi.
Et voldsomt overfald fandt søndag aften sted ved Lindholm Station i Nørresundby.
Her blev en 50-årig mand trampet i ansigtet og pådrog sig i den forbindelse flere skader, herunder kraniebrud og flere hjerneblødninger.
- Han er stabil, men er kommet noget til skade, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Ole Buus søndag aften ved 21-tiden og tilføjer, at den forurettede ligger i kunstig koma.
Hans tilstand er mandag morgen uændret oplyser nattens vagtchef Karsten Højrup Kristensen.
Den 50-åriges pårørende er underrettet.
Politiet modtog anmeldelsen om overfaldet klokken 16.58.
Politiet ledte gennem aftenen efter gerningsmanden med hundepatruljer i området omkring stationen. Et større område af den del af stationen, som vender ud mod Stationsvej, blev også afspærret.
I et opslag på X efterlyste politiet også den formodede gerningsmand med billede. Opslaget - kombineret med intensiv efterforskning - gav senere på aftenen pote, fortæller vagtchef Ole Buus.
Klokken 21.09 skrev Nordjyllands Politi på X, at den eftersøgte person nu var fundet og anholdt.
Der er tale om en 41-årig mand, der blev anholdt i en lejlighed på Bakkevej i Nørresundby tæt på gerningsstedet, oplyser vagtchefen.
Politiet ved søndag aften endnu ikke, hvad motivet bag overfaldet er, men vagtchefen fortæller, at de to mænd kender hinanden.
Det forventes, at den 41-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg senere mandag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.