Politiet på sporet af eftersøgte, men fandt oversavet gevær og narko
En 26-årig nordjyde nægter al kendskab til et ulovligt våben, som politiet fandt i hans lejlighed
Opdateret kl. 12:27
NORDJYLLAND: En 26-årig mand skal ubetinget to år og tre måneder i fængsel for at have et oversavet jagtgevær liggende i sit hjem. Onsdag nægtede manden sig ved Retten i Aalborg skyldig, og han ankede sin dom på stedet.
Våbenet blev fundet i den 26-åriges lejlighed i Hornum ved Aars. Politiet var i lejligheden, fordi de havde fået et tip om, at der var eftersøgte i samme bygning.
Der var ingen eftersøgte - til gengæld lå der narko på bordet og det oversavede jagtgevær inklusive to patroner, som politiet opdagede ved et tilfælde.
Den 26-årige mand, der onsdag blev dømt, fortalte retten, at han ikke havde kendskab til våbenet, og hvem der havde lagt det i hans hjem. Han understregede overfor retten, at han kun havde boet halvanden måned i lejligheden, og at det var første gang han så våbenet.
Retten bestemte dog, at han skal forblive fængslet indtil sin ankesag. Det skyldes ifølge politiets anklager Bjørn Fogh to ting: For det første må manden ikke kunne påvirke vidner og andre indblandede i sagen. Og for det andet er der større sandsynlighed for at skulle forblive i fængsel, jo højere ens straf er.