Politiet roser nordjyderne: - Vi er kommet godt fra start
Mindre trafik på vejene efter indførelse af ekstra corona-restriktioner
Opdateret kl. 20:05
NORDJYLLAND: Mandag 9. november var ikke som alle andre mandage for rigtig mange nordjyder.
Syv kommuner er omfattet af nye corona-restriktioner, og der gælder blandt andet en kraftig opfordring om ikke at køre ind eller ud af disse kommuner, med mindre man har et uopsætteligt ærinde eller en kritisk jobfunktion.
Og det lader til, at opfordringen bliver fulgt. Det fastslog chefpolitiinspektør Karsten V. Hansen fra Nordjyllands Politi på et pressemøde mandag eftermiddag.
- Særligt søndag og igen i dag har det været tydeligt, at der er mindre trafik på vejene. Både i de berørte kommuner og helt generelt. Vi kan konstatere, at vi er kommet godt fra start, og det skal alle nordjyder have tak for, sagde chefpolitiinspektøren.
De rosende ord blev også rettet mod restauranter og caféer i de kommuner, som lørdag måtte lukke helt - foreløbigt i fire uger.
- Vi har ikke oplevet nogen problemer, og det vil sige ingen bøder til påbud. Restauranterne har efterlevet restriktionerne - som de plejer, sagde Karsten V. Hansen.
Mandag morgen blev den kollektive trafik ind og ud af kommunerne indstillet på nær for elever på skoler og uddannelsesinstitutioner. Det gav et par udfordringer:
- Enkelte var overraskede over de nye regler. Men det er forventeligt, at nogen lige har brug for tid til at finde ud af, hvor grænsen går. Men det løser vi også, sagde chefpolitiinspektøren.
Helt generelt talte han om, at de første dage med nye restriktioner har været gnidningsløse set med politiets øjne.
- Vi har haft en fin dialog med de borgere, vi har mødt under patruljer i de seks berørte kommuner, der hører under Nordjyllands Politi. Vi oplever, at nordjyderne efterlever opfordringen om ikke at krydse kommunegrænserne, og der er fuld forståelse for det. Folk kan godt se, at det er et vigtigt element for at begrænse smitten. Det sætter vi stor pris på, sagde Karsten V. Hansen.
Han opfordrede alle, der måtte være i tvivl om de nye restriktioner, til at gå ind på hjemmesiden www.coronasmitte.dk og læse nærmere.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.