Overfald

Politiet søger vidner: Mand i kritisk tilstand efter gruppeoverfald

Alvorligt overfald i Kaas natten til lørdag

Politiet har brug for hjælp fra lokalområdet til at finde overfaldsmændene. Foto: Arkiv

Politiet har brug for hjælp fra lokalområdet til at finde overfaldsmændene. Foto: Arkiv

KAAS: En mand i 40'erne blev brutalt overfaldet, da han ved 1-tiden natten til lørdag tog kontakt til en gruppe på cirka 10 larmende mænd i Kaas.

- Denne henvendelse udviklede sig til, at manden blev overfaldet af fire-fem personer fra gruppen, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Allan Overgaard i en pressemeddelelse. Han oplyser, at den forurettede mand pådrog sig alvorlige skader som følge af overfaldet.

Politiet har lige siden efterforsket sagen for fastlægge de formodede gerningsmænds identitet, men trods adskillige efterforskningsskridt har det ikke været muligt at opnå gennembrud i sagen. Politiet har blandt andet foretaget kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet, der skal bidrage til den videre efterforskning.

-Vi tager sagen yderst alvorligt, og vi arbejder lige nu på at få identificeret alle de personer, som var på stedet, siger politikommissær Allan Overgaard.

Og derfor efterlyser politiet nu de mistænkte i offentligheden. De beskrives som:

Mænd, ca. 18-25 år, 180-190 cm høje, kraftige/muskuløse af bygning – den ene bar kasket.

Allan Overgaard oplyser, at de formodede gerningsmænd flygtede fra stedet på knallerter og i personbiler, for eksempel blev der observeret en hvid personbil, som kørte fra stedet.

Tag kontakt til politiet

Forløbet giver politiet grund til at tro, at flere af de formodede gerningsmænd og personer fra gruppen stammer fra eller har relationer til lokalområdet omkring Kaas og de nærliggende byer.

Og derfor opfordrer politikommissær Allan Overgaard til, hvis man har en formodning om, hvem de mistænkte personer kan være, at man øjeblikkeligt retter henvendelse til Nordjyllands Politi på telefon 114.

- Det er en alvorlig sag, som vi skal have opklaret, så har man viden om sagen, så ring til os: Vi sidder klar ved telefonerne, understreger Allan Overgaard.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.