SIRI har i en stikprøvekontrol fundet fejl i 94 ud af 181 sager med udenlandske landbrugspraktikanter. Fejlene og de frygtelige forhold, som er beskrevet vidt og bredt i pressen, handler blandt andet om manglende tillæg, fratræk i løn til kost og logi og manglende overholdelse af ferieregler. Men når mere end hver anden kontrollerede sag indeholder fejl, bør vi ikke kun se på, hvad der sker, når praktikanten først er ankommet til Danmark.

Praktikantordningen bliver ofte diskuteret, som om problemet først opstår, når den unge praktikant møder ind hos en dansk landmand. Det er alt for snævert. For mange af de afgørende beslutninger bliver truffet, længe før praktikanten kommer til Danmark. Hos private mellemled, der kan være med til at afgøre, hvem der får adgang til ordningen, hvilke papirer der bliver sendt ind, og hvad den unge skal betale for hjælpen.

Dermed er der vokset en skyggeindustri frem omkring praktikantordningen.

Nogle bureauer formidler kontakten til danske arbejdsgivere. Andre hjælper med ansøgninger, uddannelsespapirer og sprogpapirer. For den unge praktikant kan bureauet være porten til Danmark.

Derfor skal kontrollen begynde der.

Et ureguleret mellemled med for stor magt

Praktikantordningen hviler på en klar forudsætning: Den unge skal være under uddannelse, og opholdet i Danmark skal have et reelt uddannelsesformål. Hvis papirerne ikke holder, eller hvis adgangen til ordningen i praksis kan købes gennem private mellemled, falder hele ideen med ordningen fra hinanden.

Jyllands-Posten har beskrevet sager, hvor bureauer i Danmark og udlandet spiller en central rolle i at få praktikanter hertil, og hvor der er rejst mistanke om dokumentfalsk. Det bør ikke bare ses som enkeltsager. Det viser et hul i systemet. Vi har en ordning, hvor private aktører kan tjene penge på at få unge mennesker ind i Danmark, uden at der er godt nok styr på, hvordan det sker.

Sagerne viser, at kontrollen med ordningen har for mange blinde vinkler. Det gælder dokumentationen for, om praktikanterne reelt er under uddannelse i hjemlandet. Det gælder kontrollen med uddannelses- og sprogpapirer. Og det gælder risikoen for, at unge mennesker i praksis betaler private mellemled for adgang til en ordning, der på papiret skal handle om oplæring.

Det er ikke rimeligt over for praktikanterne. Det er heller ikke rimeligt over for de danske landmænd, der faktisk forsøger at gøre tingene ordentligt.

For når et bureau har skaffet papirerne, forsvinder ansvaret ikke. Hverken for myndighederne eller for arbejdsgiveren. Hvis man tager imod en udenlandsk praktikant, må man også interessere sig for, om grundlaget for opholdet er reelt. Er praktikanten faktisk under uddannelse? Holder papirerne? Og handler opholdet om oplæring, eller er det i virkeligheden bare en anden vej til arbejdskraft?

Den nuværende ordning gør det for let at sende ansvaret videre.

Landmanden kan pege på bureauet. Bureauet kan pege på papirerne. Og praktikanten står nederst i systemet med den største risiko og de færreste muligheder for at sige fra.

Som fagforening har vi en klar interesse i, at praktikantordningen ikke bliver en genvej til billig arbejdskraft. Men vi har også en interesse i, at unge mennesker ikke bliver sendt ind i et system, hvor de betaler dyrt til et bureau, de ikke kan gennemskue, og bagefter står alene, hvis papirerne ikke holder.

En ny ordning skal starte før gårdspladsen

Derfor skal rekrutteringsbureauerne reguleres langt strammere. Det skal være slut med, at hvem som helst kan gøre adgang til den danske praktikantordning til en forretning.

Det skal være klart, hvilke bureauer der må operere på området, hvad de må tage betaling for, og hvilke krav de skal leve op til. Der skal være gennemsigtighed om gebyrer, kontrol med dokumentation og reelle konsekvenser, hvis et bureau medvirker til urigtige oplysninger.

Et bureau, der bygger sin forretning på tvivlsomme papirer eller vildledende oplysninger, skal ikke kunne sende praktikanter til danske landbrug.

Samtidig skal der sættes en grænse for, hvad unge mennesker kan blive opkrævet. En praktikplads i Danmark må ikke blive noget, man køber sig adgang til gennem dyre mellemled. Hvis ordningen skal have legitimitet, skal den være båret af uddannelse, ikke af betalingsevne.

Regeringen vil erstatte den nuværende praktikantordning. Det er nødvendigt. Men en ny ordning må ikke kun handle om flere kontroller, når praktikanten først er ankommet til Danmark. Den skal også tage fat i den fødekæde, der går forud.

Ellers risikerer vi at erstatte én praktikantordning med en anden, der bygger på den samme grundlæggende fejl: At private mellemled kan tjene penge på adgang til Danmark, mens ansvaret bliver sendt videre i systemet. Det må en ny ordning ikke arve.