Vaccinationer

Professor: Cluster 5-mutationen truer ikke en vaccine

Der er ingen grund til akut bekymring for mutationen i corona-virus, og man burde sætte alt ind på at forsøge at bibeholde den danske minkproduktion, siger forsker

Foto: Bo Lehm
Foto: Bo Lehm Bo Lehm

Opdateret 02. februar 2023 kl. 14:07

NORDJYLLAND: Det er en unødvendig overreaktion at slå alle danske mink ihjel. Sådan lyder den klare udmelding fra Poul Nissen, der er professor i molekylærbiologi og genetik på Aarhus Universitet.

- Det, vi har set med cluster-5-mutationen i mink i Nordjylland, er ikke usædvanligt, og der er ikke videnskabelig konsensus for, at man har besluttet at aflive alle danske mink. Det er ikke en overraskelse, at der sker mutationer i virussen, og der er stadig masser af tid til at finde ud af, om det er noget, man kan løse. Også ved en vaccine, der kan gå ind og hjælpe både mennesker og mink. Det er et unødvendigt drama, siger Poul Nissen til Nordjyske.

- Ideelt set burde regeringen og minkavlerne skynde sig at sætte sig sammen og få beskyttet og isoleret nogle besætninger, så vi kan bevare dansk minkavl. Man burde vise noget solidaritet, siger Poul Nissen.

Mutationen får ikke indflydelse på vaccine

Regeringen annoncerede på et pressemøde 4. november, at alle mink i Danmark skulle aflives på grund af risikoen for at cluster-5-mutationen kunne ødelægge en potentiel kommende vaccine mod corona.

Men den beslutning hviler på et højst usikkert grundlag, siger nu både Poul Nissen fra Aarhus Universitet og flere andre forskere.

- Der er kun fundet enkelte mutationer og deletioner i coronavirussens spikeprotein og kun en enkelt i det område, vaccinen skal ramme. Vi vurderer, at en enkelt mutation kun i meget lav grad vil betyde noget for vaccinernes effekt. Det gælder både den, vi er i gang med at udvikle, og de andre, der bliver udviklet rundt omkring i verden, udtaler Ali Salanti, professor på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Der er ikke fundet cluster-5-mutation i Nordjylland siden september, og siden regeringen meldte ud, at omkring 17 millioner danske mink skulle aflives, har det vist sig, at der ikke var lovhjemmel til at sætte dette i værk. Flere eksperter, både i ind-og udland, har endvidere plæderet for, at en kommende vaccine også vil være effektiv over for cluster-5-mutationen.

En mutation af coronavirus, der er spredt fra mink til mennesker, bør ikke udgøre nogen trussel mod en vaccine, siger ligeledes USA's virusekspert Anthony Fauci således til tænketanken Chatham House.

- Det ser ikke ud til på nuværende tidspunkt, at mutationen, der er blevet identificeret i mink, vil få indflydelse på vacciner eller effekten af immunitetseffekten fra vacciner, sigerAnthony Fauci, der har været leder af USA’s øverste organ for bekæmpelse af allergi og smitsomme sygdomme i 36 år.

Fortsat minkproduktion i andre lande

Mens alle danske minkavlere i disse dage – og frem mod deadline på søndag klokken 23.59 – afliver samtlige deres besætninger, fortsætter minkproduktionen på fuldt blus i mange andre lande, blandt andet i Polen, Sverige, Spanien og Holland. Samtidig forlyder det, at man i både Kina og i Rusland vil skrue op for minkproduktionen, fordi Danmark nu har slået sin minkavl ned.

Og det bliver der holdt øje med fra myndighedernes side, fortæller danske Peter Ben Embarek, ekspert i fødevarer og såkaldte zoonoser, som arbejder i verdenssundhedsorganisationen WHO.

- Den største fare ligger i de store farme, hvor der er tusindvis af mink, som opholder sig tæt på hinanden i haller. Her har virus lettere ved at sprede sig og samtidig mutere til nye former, så det holder vi selvfølgelig øje med i WHO, siger han til Nordjyske og fortsætter:

”Vi skal have styr på smitten i minkproduktion og sørge for, at de folk, der er smittet, skal kontrolleres og isoleres, så corona-virus med cluster 5 eller andre varianter ikke spredes yderligere. Det er selvfølgelig enormt uheldigt, den situation de danske minkavlere står i, men vi må håbe, at der på et tidspunkt snart kommer en vaccine, så vi kan komme over på den anden side af denne pandemi – og at minkavlerne så kan genoprette et sikkert erhverv.

Poul Nissen, professor i molekylærbiologi og genetik på Aarhus Universitet, mener, at man bør sætte alt ind på at bevare den danske minkbestand – ikke mindst fordi smitten i Nordjylland nu er slået ned.

- Selvfølgelig er der grund til bekymring over, at corona-virus springer fra mink til mennesker, men der er ikke grund til akut bekymring. Det er ikke udenfor normalområdet, de virusmutationer vi ser, og det mener jeg vi har styr på.

- Danmark er jo verdensførende inden for minkavl og et foregangsland på området, og hvis Danmark, som om nogen har ordentlige forhold på området, træder helt ud af det her, så løser det ikke noget problem. Nærmere tværtimod. For så vil man bare skrue op for minkproduktionen i andre lande, hvor risikoen for smitte og yderligere mutationer i corona-virus er endnu større, siger Poul Nissen.

Nordjyske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Statens Serum Institut.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden