Professor: Vi skal holde op med at acceptere splittelse
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Jeg er bange for fremtidens værdiskred. Hvad er du mest bange for?
I mit lille, indsnævrede univers står vi midt i et værdimæssigt skred, som er langt farligere end nogen finanskrise eller klimakrise. Det handler om, hvordan vi ser på hinanden, vores sundhed og vores fælles ansvar.
Er det ikke et falsk ansvar at sige, at det er forbrugerens skyld, når vi i supermarkedet præsenteres for en illusion? Det konventionelle produkt er "billigt", mens økologien er "dyr". Er det i orden, at man kan vælge produkter, der er transporteret jorden rundt, som kartofler fra Mellemøsten? Er det i orden, at vi skal vælge mellem kød produceret med underbetalt arbejdskraft og elendig dyrevelfærd - eller økologi?
Findes der ikke en mellemvej, hvor vi producerer fødevarer uden at skabe ulykker for hverken dyr eller mennesker?
Sandheden er vel, at de billige varer kun er billige, fordi regningen er skubbet videre til næste generation. Prisen på det billige kød indeholder ikke rensning af grundvandet, tabet af biodiversitet eller de livsstilssygdomme, der følger i kølvandet på underlødig mad. Det er et kynisk etisk svigt, når producenter vasker hænder og siger: "Forbrugerne vælger jo selv det billigste."
Nej. De med færrest midler vælger ikke; de har tillid til, at det, der ligger i køledisken, er etisk forsvarligt. Skal sundhed, dyrevelfærd og ren samvittighed virkelig være et privilegium forbeholdt de få?
Hvor blev I af?
I dag kan du ikke købe en asbest-tagplade, fordi vi som samfund har bestemt, at produktet er farligt. Forbrugeren kan ikke længere vælge det til. Skal vi ikke sammen gøre landbruget til et ansvarsfuldt erhverv igen og forbyde produkter, der ødelægger velfærden for både mennesker og dyr?
I 2018 faciliterede jeg et fremtidsværksted med både konventionelle og økologiske landmænd. De drømte om en fælles fremtid, hvor vi gør os umage, skaber et fælles sprog for bæredygtighed og tager ansvar for et transparent erhverv. Det var i 2018 - hvor blev I af?
Dette skel mellem "første- og andenrangs" borgere stopper desværre ikke ved køledisken. Det har bredt sig til vores politiske sprog. Når folkevalgte politikere seriøst debatterer, hvem der er "rigtige" danskere baseret på deres slægtstræ, så er vi på vej mod et moralsk kollaps.
Det er den samme mangel på respekt, som når vi ser forherligelse af krig som underholdning - som i går på lokal-tv, hvor børn legede med en artillerikanon som et spændende stykke legetøj.
Vi skal have mere af det hele: mere krig, mere produktion, mere hverdagsrasisme. Som en forsker engang sagde: "Dem, der tror på ubegrænset vækst på en klode med begrænsede ressourcer, er enten skøre eller økonomer."
Teologen K.E. Løgstrup lærte os om "den etiske fordring": At vi altid har en del af et andet menneskes liv i vores varetægt. Det gælder, når vi producerer den mad, andre skal spise, og det gælder i den måde, vi taler til og om hinanden på.
Vi har brug for at genoplive ansvaret. Vi skal holde op med at acceptere splittelse - uanset om det handler om pengepungen i supermarkedet eller definitionen af en "rigtig" dansker. Vi er i samme båd, og det er på tide, at vi tager ansvaret for hinandens fremtid alvorligt igen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.