Prognoser peger i én retning: Sådan bliver sommervejret

Langtidsmeteorologerne forsøger at spå om vejret i sommerferien

Sådan var vejret på stranden i Blokhus 30. juli 2020. Noget tyder på, at vi ikke skal pakke det fornuftige tøj alt for langt væk. <i>Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Sådan var vejret på stranden i Blokhus 30. juli 2020. Noget tyder på, at vi ikke skal pakke det fornuftige tøj alt for langt væk. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

NORDJYLLAND:I takt med at sommerferien nærmer sig, kommer der højtryk på diverse vejr-apps. 

Så sidder vi alle og trykker "opdatér".

For er der noget, vi danskere går op i, så er det, hvordan vejret bliver i de to-tre uger, hvor vi stempler ud fra jobbet, ifører os shorts, renser grillen og lægger drikkevarer på køl.

Vi vil ha' sol, sol og atter sol, når vi holder ferie, og faktisk bør det skrives ind i de overenskomstaftaler, arbejdsmarkedets parter laver.

Usikker affære

Det er meteorologerne, der sidder med den utaknemmelige opgave at udarbejde de vejrudsigter, som sender humørbarometret enten helt i bund eller helt til tops.

Varmeste og koldeste somre i Danmark

  • DMI har målt temperaturer siden 1874, og siden dengang har de fire varmeste somre været:
  • 1997 og 2018, begge med 17,7 grader
  • 1947 og 2002, begge med 17,5 grader
  • I samme periode har de fem koldeste somre været:
  • 1987 med 13,4 grader
  • 1907 med 13,6 grader
  • 1902, 1928 og 1962, alle med 13,7 grader

DMI

Hos DMI er det langtidsmeteorolog Martin Lindberg, som vover pelsen og giver sit bud på vejret i to af de tre sommermåneder, nemlig juni og juli. Står hans forudsigelse til troende, skal vi i de to første sommermåneder ikke pakke regntøjet og den varme sweater alt for langt væk.

- De fleste prognosemodeller indikerer ustadigt, køligt og vådt vejr, skriver han på DMI's hjemmeside. 

DMI-meteorologen holder dog en dør åben for det søde ferieliv i solens skygge.

- Sommervejret er en relativt usikker affære, konstaterer han.

Blæst kan gøre badelivet til en farlig affære, så for egen sikkerheds skyld skal strandgæsterne respektere livreddernes røde flag.  <i>Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

Blæst kan gøre badelivet til en farlig affære, så for egen sikkerheds skyld skal strandgæsterne respektere livreddernes røde flag.  Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Juni bliver bedst

Efter at have studeret vejrdata og prognoser er det Martin Lindbergs vurdering, at en højtryksryg sandsynligvis lægger sig til rette over Sydvest- og Sydeuropa i de kommende måneder, mens et lavtryk omvendt vil dominere over vores del af kontinentet.

- Det vil betyde en dominerende vestlig luftstrømning over Norden og perioder med ustadigt, køligt og vådt vejr, konkluderer DMI-meteorologen.

Ser man på juni og juli hver for sig, ser det ud til, at der - så langt øjet rækker - er størst chance for solrigt og varmt vejr i juni, hvor der også er tegn på, at der indimellem kan opbygges højtryksrygge mod Skandinavien fra sydvest med tørt og mere solrigt vejr som resultat.

Sådan så det ud på stranden i Blokhus i august 2021, og der er mulighed for, at det også bliver en del af sommeroplevelsen i år.  <i>Foto: Henrik Bo</i>

Sådan så det ud på stranden i Blokhus i august 2021, og der er mulighed for, at det også bliver en del af sommeroplevelsen i år.  Foto: Henrik Bo

- Med lidt held kan vi få en længere periode, hvor blokerende højtryk sikrer varmt, tørt og stabilt vejr, vurderer Martin Lindberg.

Til gengæld ligner juli en bedrøvelig affære - om end prognosen ifølge Martin Lindberg rummer betydelig usikkerhed.

Et forventet højtryk over Øst- og Centraleuropa vil sammen med et lavtryk over Nordeuropa øge muligheden for perioder med ustadigt og vådt vejr. I kortere perioder kan meget varm luft dog strømme op over Danmark fra syd eller sydøst,

En spadseretur på stranden giver altid garanti for en naturoplevelse - uanset vejret. <i>Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix</i>

En spadseretur på stranden giver altid garanti for en naturoplevelse - uanset vejret. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Men det ser ikke stabilt ud. Det virker mest sandsynligt, at det ustadige vejr vil dominere – dog med tørt og solrigt vejr i perioder, skriver Martin Lindberg i sin langtidsprognose.

DMI-meteorologen forudser, at sommertemperaturerne som helhed ser ud til at ende omkring eller måske noget over det normale. Det samme gælder nedbørsmængderne.

Prognosen for den årets sidste sommermåned, august, er endnu ikke på plads. Midt i maj ventes den at blive del af en opdateret langtidsprognose for hele sommeren 2022.

La Niña spøger

Og så er vi tilbage ved det der med at besøge diverse vejrapps i vildskab for at se, hvordan morgendagens vejr bliver. Som alle ved, kan selv vejrudsigter forandre sig fra dag til dag, og når sæsonprognosen for juni og juli stadig er relativt usikker, og prognosemodellerne ikke er enige, skyldes det, at tilstande i atmosfæren og havet kloden rundt påvirker vejret flere måneder frem i tiden.

Her kan vejrfænomenet La Niña få afgørende indflydelse på sommervejret på vores breddegrader. Hvis La Niña-tilstande med køligere temperaturer i det tropiske Stillehav fortsætter, eller sågar forstærkes, vokser sandsynligheden for en tør, solrig og varm sommer i Skandinavien.

Omvendt stiger sandsynligheden for en ustadig, kølig og våd sommer i Danmark, hvis det tropiske Stillehav hurtigt varmes op til det normale, og La Niña går i neutral.

Ifølge sommerprognosen fra DMI er sandsynligheden for et ustabilt sommervejr, som byder på lidt af det hele, ca. 50 pct. Chancen for en tør, varm og solrig sommer vurderes til 30 pct., mens et ustadigt, køligt og vådt sommerscenarie med 20 pct. er mindst sandsynligt.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.