PtX-projekt kan ende som varm luft og blive en dyr fornøjelse
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
ENERGI: Det bidrog ikke just til julehyggen at læse erhvervssiderne i Nordjyske søndag 14. december. Nordværk og nordjyske kommuner vil gamble med borgernes penge til et PtX projekt, som ingen kan garantere vil virke.
Det kan ende som varm luft og blive en dyr fornøjelse for nordjyderne. Det ligger vel også udenfor både Nordværks og kommunernes primære områder.
PtX er meget omtalt som anvendelse af strøm fra vindmøller og solceller, hvor man bruger strømmen til at spalte vand til ilt og brint for så ved tilsætning af CO2 at fremstille et flydende brændstof. Dog er teknologien kun på forsøgsstadiet, og ingen ved endnu, om det kan fungere i stor skala.
Den stærkt svingende strømforsyning bliver sandsynligvis et problem. Når det ikke blæser og solen ikke skinner, kommer der ingen strøm, og det er tvivlsomt om processerne virker optimalt med en så svingende strømforsyning. En løsning på det problem vil selvfølgelig være et atomkraftværk, som foreslået af Anders Peter Hansen på debatsiderne 15. december.
Hvis det eventuelt skulle lykkes at fremstille noget flybrændstof, kan man jo spørge om, hvem der skal købe det? Hvad vil prisen blive? Luftfart er en international affære, og intet selskab vil købe PtX fremstillet brændstof, hvis de kan få noget billigere andetsteds.
Der er fra politisk side alt for meget fokus på CO2 udledningen. Mængden af CO2 i atmosfæren svinger meget lokalt. Som standard anvendes koncentrationen over de store oceaner, hvilket måles på en station ved Mauna Loa observatoriet, Hawaii. November målingen lød på 426 ppm, som betyder, at der blandt en million luftmolekyler er 426 CO2 molekyler. Koncentrationen vokser med 2 – 3 ppm pr år, hvilket den nok vil fortsætte med en rum tid endnu. Det danske bidrag er uden betydning i den sammenhæng, men folketinget har jo besluttet, at vi skal være foregangsland.
De fossile brændstoffer udgør en begrænset ressource, som vil blive en mangelvare i løbet af nogle generationer. Hvis vi vil være foregangsland, er det nok bedre at udvikle fossilfri energikilder, hvad PtX i den nuværende form ikke er.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.