Bolig

Kloaksag skal frem i lyset: Rådmand vil have åbenhed

"Vi har intet at skjule, og sagen er en del af den offentlige debat", skriver Anna Aaen i et opslag på Facebook

Anna Aaen.
Anna Aaen. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 18:26

Det skal være slut med lukkethed i kloaksagen fra Nibe. Det skriver rådmand Anna Aaen (EL) på sin Facebookside. Og hvis de øvrige partier i Aalborg Byråd insisterer på at behandle sagen på den lukkede del af dagsordenen, så bliver det uden hende og resten af Enhedslistens byrådsgruppe.

"Borgerne i Aalborg har ret til at vide hvad politikerne mener og diskuterer, og vi politikere har en pligt til at sørge for størst mulig gennemsigtighed i vores arbejde. Af den grund vil jeg og resten af Enhedslistens byrådsmedlemmer ikke deltage i flere byrådsmøder om kloaksagen i Nibe, medmindre møderne er åbne.

Der er brug for størst mulig åbenhed i denne sag. Derfor har jeg også taget initiativ til, at fortroligheden omkring advokatvurderinger og andet materiale generelt ophæves, med mindre offentliggørelse vil være i strid med bestemmelserne i Offentlighedsloven.", skriver Anna Aaen.

Derudover er det småt med trøst til de ramte familier, for ligesom tidligere så er meldingen fra rådmanden, der også er forkvinde for forsyningsselskaberne i Aalborg Kommune, at Aalborg Forsyning ikke kan gøre noget for at løse sagen udover at lade retssystemet gå sin skæve gang.

Forklaringen er, skriver Anna Aaen, at lovgivningen er meget stram på området. Forsyningen kan kun indgå forlig, hvis den har lavet en fejl, men fejlen ligger hos den daværende Nibe Kommune, og kravet mod den er forældet.

"Derfor vil jeg også tage initiativ til at skrive til forsyningsminister Lars Aagaard, for at spørge om det virkelig kan passe, at der ikke kan findes en lovlig løsning på denne sag. Og om det virkelig er rimeligt at en borgers krav mod kommunen bliver forældet efter blot 10 år", skriver Anna Aaen.

Hun slutter sit opslag med en appel til resten af byrådet om at lade sagen fortsætte i åbenhed.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden